70 år

Bjarne Nørskou Pedersen, fabrikant, Brovst Blikvarefabrik, fylder søndag 70 år.

Bjarne Nørskou Pedersen

Bjarne Nørskou Pedersen

Efter endt skoletid kom Bjarne Nørskou i lære som værktøjsmager på Brovst Blikvarefabrik, der var ejet af hans far. Efter endt læretid kom han på Aalborg Teknikum, hvor han blev uddannet maskiningeniør. Efter militærtjenesten vendte tilbage til Brovst Blikvarer, og i 1989 købte Bjarne Nørskou virksomheden af sin far, Aage Nørskou Pedersen, til overtagelse 1. januar 1991. Siden har han løbende formået at opfinde og udvikle produkter, bl.a. affaldssystemer, spande og beholdere, hus- og haveartikler, postkassesystemer samt pejse- og brændeovns artikler. I 1994 fik Brovst Blikvarer en nordjysk erhvervspris for initiativrig og dynamisk erhvervsindsats. Bjarne Nørskou lancerede det landskendte slogan "Brovst Blikvarer - Blik for fremtiden". Han er kendt for sit salgstalent og er respekteret i kundekredse. Han kan samtidig glæde sig over, at virksomheden, som blev grundlagt af hans farfar, i år har 110 års jubilæum. Bjarne Nørskou har i mange år arbejdet for socialt medansvar og arbejdsfastholdelse og har hjulpet mange ansatte. Gennem årene har der på virksomheden været flere medarbejdere med 25 og 40 års jubilæer, og i 2010 kunne Bjarne Nørskou overrække dronningens fortjenstmedalje i sølv til en medarbejder med 45 års anciennitet. Han har skrevet en artikel i "Barn af Vendsyssel" nr. 11 med titlen "Brovst blev mit varemærke". Bjarne Nørskou har haft en række tillidshverv, bl.a. i Brovst Kommunes erhvervsråd og som kredsformand for de konservative. Han var også med til at starte Lions Klub Hanbo Brovst. Efter seneste kommunalvalg blev han af Jammerbugt Kommune valgt til lederforum i Aalborg Samarbejdet. Bjarne Nørskou er også en efterspurgt foredragsholder. Trods den runde fødselsdag har Bjarne Nørskou ingen tanker om at geare ned. Helbredet er stadig i top, og han har gennem årene ikke haft en eneste sygedag. Privat holder han af festlige sammenkomster med venner og er altid i godt humør. Han foretrækker selvtilrettelagte bilferier i Europa og betragter ture til venner i Berlin og Amsterdam som smutture. Fødselsdagen og firmaets jubilæum fejres med reception på Bratskov fredag 16. marts.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.