Fødevarer

70 asylansøgere fik fisk til frokost

Fiskerestaurant Niels Juel i Klitmøller inviterede Hanstholm Asylcenters beboere på gratis frokostbuffet

Lamies Abdalla, der har været i Danmark i 3 år, glædede sig til en hyggelig dag og en god frokost.
Lamies Abdalla, der har været i Danmark i 3 år, glædede sig til en hyggelig dag og en god frokost.

Opdateret 17. maj 2022 kl. 13:21

KLITMØLLER: - Det glemmer de aldrig.

Brian Duborg var fredag middag lutter smil, da 70 asylansøgere fra Hanstholm Asylcenter tog for sig af den velassorterede fiskebuffet hos restaurant Niels Juel i Klitmøller. Brian Duborg, der er praktikansvarlig ved centret, var imponeret over, at frokosten kunne lade sig gøre, skriver Thisted Dagblad lørdag.

- Til at begynde med skulle det bare have været en kok, der kom ud på centret og serverede noget fisk. Så da vi blev inviteret herop, kunne vi næsten ikke fatte det, sagde han med et smil.
Han fortæller, at beboerne på centret i starten slet ikke ville tro på, at de skulle på en rigtig restaurant. Og så endda gratis.

Fisk på dansk

På buffeten var der alt fra fiskefileter over laksemousse til ost og brød. Især fiskefrikadeller og varme laksesteaks var populære, nogle dristede sig endda til at prøve marinerede sild.

17-årige Lamies Abdalla fra Sudan var begejstret.
- Det smager rigtig godt, jeg kan godt lide lidt af det hele. Jeg tror alle har glædet sig til at komme herud, siger hun.
På Niels Juel har man også en praktikant fra asylcentret, 26-årige Hijratulla Safi fra Afghanistan. Han havde glædet sig meget til dagen, hvor alle skulle se, hvad han hver dag går og laver.
- Jeg er meget glad for, at de er her, og de ser ud til at kunne lide maden, sagde Safi, mens han hentede brød og sørgede for, at buffeten bugnede.

En god gerning

Indehaver Helle Birch er glad for at se, at asylansøgerne tager så godt imod maden.

- Det er dejligt at se. Vi vil jo gerne gøre en forskel, så de kan komme lidt ud af centret og få nogle andre oplevelser, siger hun.
Helle Birch fortæller, at forberedelserne til dagen har været som til en helt almindelig dag. Hun afviser ikke, at de kunne finde på at gentage succesen.
Asylcentret stod for pasning af børnene, så de voksne i fred og ro kunne nyde dagens noget usædvanlige begivenhed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden