73-årig forsvundet: Intet tyder på forbrydelse
Der er stadig ingen spor af den 73-årige mand, der har været forsvundet siden hans landejendom brændte
Opdateret kl. 21:29
ROLD: Der er stadig ingen spor af den 73-årige Erik Verner Bækgaard, der har været forsvundet siden en voldsom brand på hans landejendom på Kraghøjvej mellem Rold og Vebbestrup 8. marts.
Politiet mener dog at havde fundet frem til en mulig brandårsag, og intet tyder på, at branden var påsat. Derudover er der heller ikke noget der indikerer, at der skulle være foregået noget kriminelt i forbindelse med den 73-åriges forsvinden, fortæller politikommissær Preben Møller.
I første omgang frygtede man nemlig, at den 73-årige var omkommet i branden. Men der blev ikke fundet nogen indebrændte i huset, og derfor blev der iværksat en eftersøgning af den 73-årige med hunde - dog uden held.
Efterforsker bredt
11 dage senere er der fortsat ingen spor af den 73-årige, og derfor efterforsker politiet bredt i sagen, fortæller Preben Møller.
Brandtomten er blevet undersøgt tre gange, men det kan blive nødvendigt med en mere omfattende undersøgelse.
- Selvom det ikke virker sandsynligt, så kan teknikerne ikke fuldstændig udelukke, at den 73-årige kan være omkommet i branden. Derfor overvejer vi, om vi skal grave alt ud og gennemgå det med en si, siger Preben Møller.
Eftersøgning i gang
Sideløbende med efterforskningen på brandtomten, kører Nordjyllands Politi også en eftersøgning af den 73-årige.
Politiet leder blandt andet efter spor, der indikerer at den forsvundne er i live og befinder sig et andet sted, og samtidig overvejer politiet at udvide eftersøgningen med hunde til et større område omkring hans bopæl, fortæller Preben Møller.
Har man oplysninger om den 73-årige kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.