75-årig vil sælge sin fiskepark
29. sæson bliver sikkert den sidste for Mogens Olesen i Serritslev Fiskepark
Opdateret kl. 10:30
SERRITSLEV: Den 29. sæson med Serritslev Fiskepark bliver nok den sidste for indehaver Mogens Olesen.
- Jeg har sat fiskeparken til salg, fortæller Mogens Olesen, der har rundet de 75 år.
Det var ved et tilfælde, at han åbnede Serritslev Fiskepark.
- Vi gravede tørv på en del af ejendommen, og der var et stort hul tilbage. Jeg læste tilfældigvis om en dreng, der havde etableret fiskepark på faderens ejendom ved Ringkøbing. Vi besøgte ham, og resultatet blev, at vi gik i gang, fortæller Mogens Olesen.
Siden er den ene sø blevet til tre, og i dag er der ca. 25.000 kvadratmeter søer. Faciliteterne er også udbygget.
- I sommerperioden sætter vi fisk ud hver dag og uden for højsæsonen hver anden dag, fortæller Mogens Olesen, der som regel henter ca. 400 kilo i et ørredbrug ved Løgstør.
Han har en lille lastbil med trailer til tankene med fisk.
I parken er der regnbueørreder, bækørreder, brødding, ål og sandart.
For nogle år siden blev der sat laks ud, og det var populært.
Serritslev Fiskepark er populær. Der kommer lystfiskere fra det meste af Jylland.
- Der kommer en del firmaer, foreninger og skoler, fortæller Mogens Olesen.
- Der er lige kommet en bestilling på 80 mand fra en virksomhed, der vil fiske en dag.
Der er lokaler tilknyttet, hvor de besøgende kan spise, og her er plads til netop 80. Der er også grill, bålplads med mere i tilknytning til fiskeparken. Der kommer næsten hvert år medarbejdere fra Danish Crown, ligesom Metal Aalborg og Brønderslev er trofaste gæster.
Avisen mødte et par fra Aalborg, der var på besøg i Serritslev Fiskepark.
- Vi har fisket i Blokhus og i Torup Ny Fiskepark, og er det rødspætter, vi er på jagt efter, er det molen i Løkken, der er målet. Vi har hørt om parken i Serritslev, og ville gerne prøve den. Det er en positiv oplevelse. Her er så rent og pænt, fortæller Benedikte Billingsø Boldt, der var sammen med sin mand.
De fik dog ikke noget på krogen. Benedikte Billingsø Boldt havde en stor ørred på krogen, men snøren sprang.
- Så der røg frokosten, bemærker Benedikte Billingsø Boldt med et smil.
Hun er ellers meget glad for fisk.
- Jeg spiser mest ørred og laks. Intet er bedre end en laksefrikadelle eller en nyfanget rødspætte, bemærker Benedikte Billingsø Boldt.
I sommerperioden har fiskeparken åbent fra klokken 7 til klokken 23 og resten af året kun til 22. Der er åbent året rundt.
- Vi er ved at have nået den alder, hvor det er på tide at stoppe, mener Mogens Olesen.
Der skal også flere gange om ugen hentes fisk, foruden at fiskeparken skal passes. Det tager tre timer at slå græsset omkring parken. Hver morgen skal der samles affald. Fru Birthe deltager også i den daglige drift.
Der er interesserede købere til fiskeparken, men Mogens Olesen påpeger, at der skal nogen kapital til.
Mogens Olesen fisker som regel én gang om året, når der er familiedag.
- Men jeg bliver som regel afkrævet et fiskekort, fortæller Mogens Olesen.
Han indrømmer også gerne, at han ikke er så meget for fisk på menuen
Det er hele ejendommen med 15 hektar jord og fiskeparken, der er sat til salg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.