Sebbersund

78-årig mand omkommet i arbejdsulykke

Tredje dødelige arbejdsulykke i Nordjylland på fem dage

Arkivfoto: Bo Lehm
Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:54

SEBBERSUND: En 78-årig mand blev søndag aften fundet død efter en arbejdsulykke i forbindelse med skovarbejde ved Øksedalvej vest for Sebbersund, oplyser Nordjyllands Politi.

Det er den tredje dødelige arbejdsulykke i Nordjylland på kun fem dage.

Bobcat væltede

Søndag aften kl. 21.22 blev politiet alarmeret om, at den 78-årige mand var fundet død i skovområdet ved Øksedalvej, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Ifølge politiet havde den 78-årige været i gang med skovarbejde.

Da han skulle køre en såkaldt bobcat op på eller ned ad en rampe til en trailer, væltede det lille køretøj, hvorefter manden omkom.

Politiet ved ikke, hvornår ulykken skete. Mandens familie var blevet bekymret over, at han ikke kom hjem om aftenen, og de tog selv ud for at lede efter ham. Det var pårørende, der fandt ham i skoven og ringede 112.

Politiet betragter dødsfaldet som en arbejdsulykke, og Arbejdstilsynet er tilkaldt.

Et retslægeligt ligsyn skal forsøge at fastslå, hvad den præcise dødsårsag er.

Tre dødsulykker på fem dage

Med søndagens ulykke har der nu været tre dødelige arbejdsulykker i Nordjylland på kun fem dage.

Tirsdag eftermiddag omkom en 55-årig mand under udgravninger til et biogasanlæg på Ålstrupvej i nærheden af Vrå. Det skete, da store mængder jord og ler væltede ned over ham.

Onsdag eftermiddag døde en 25-årig mand på en landejendom ved Hedemarken nær Døstrup nord for Hobro. Det skete, da en hydraulikslange sprang læk på en lille gravemaskine, hvorved armen med en metalskovl røg ned og ramte den 25-årige i hovedet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden