794 coronaindlagte er det højeste siden januar sidste år

25.073 smittetilfælde skal tages med forbehold, da tallet er overestimeret, lyder det fra seruminstitut.

Det samlede antal af coronaindlagte stiger tirsdag med 24 til 794 personer. Det fremgår af coronatallene tirsdag fra Statens Serum Institut.

Det er det højeste niveau siden slutningen af januar sidste år.

Antallet omfatter både personer, der er indlagt med og på grund af covid-19.

Der er desuden registreret 25.073 smittetilfælde det seneste døgn, men tallet er overestimeret, da der mandag manglede 60.000 prøvesvar.

Blandt de smittede har 1701 personer været smittet med coronavirus før.

Mandagens smittetal på 8801 coronatilfælde var således tilsvarende underestimeret, og derfor skal smittetallene tages med et forbehold.

De smittede er fundet på baggrund af svar fra 188.110 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Det giver den hidtil højest målte positivprocent på 13,33.

Der er registreret yderligere 15 dødsfald det seneste døgn. Samlet set er 3307 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har fået påvist covid-19.

Der er det seneste døgn også blevet foretaget 241.277 lyntest, hvor man bliver podet i næsen for coronavirus.

De positive tilfælde herfra indgår dog ikke i smittetallene grundet usikkerhed om resultatet.

Tallene fra seruminstituttet viser også, at 56.563 personer det seneste døgn har fået det tredje vaccinestik.

Dermed har næsten halvdelen af befolkningen - 49,4 procent - fået boosterstikket, der skal forbedre beskyttelsen mod sygdom.

I øjeblikket kan alle over 18 år booke tid til et tredje stik, når der er gået fire en halv måned efter andet vaccinestik.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden