Aalborg

80 år

Erik Eklund, Mølbakvej 5B, Skelund, fylder lørdag 80 år.

Erik Eklund
Erik Eklund

I forbindelse med at Erik Eklund i februar 1992 afsluttede sit arbejdsliv som ingeniør i Hjallerup, flyttede han sammen med sin hustru, Jytte, til Skelund. Her meldte han sig til seniordaghøjskolen under AOF i Hadsund, og han blev efter kort tid skolens leder. Det fortsatte i tre år, og i den periode havde Erik Eklund sammen med sin hustru fornøjelsen af at lede to studieture til henholdsvis Polen og Tjekkiet. Da Erik Eklund også meldte sig ind i Lokalhistorisk Forening, blev han snart efter valgt til formandsposten, som han passede i 10 år. Siden 1993 har Erik Eklund desuden været redaktør for Gammel Nyt, der er et tidsskrift for de seks lokalhistoriske foreninger i området. Han varetager her opgaven med at lave layout og redigere indsendt materiale klar til trykkeriet, men den opgave har han nu i sinde at fralægge sig, når han afslutter majudgave i år. I 1993 blev han opfordret til at blive leder af omsorgsklubben i Skelund, og den opgave varetager han fortsat. Klubben hedder nu Seniorklubben/Omsorgsklubben i Skelund, og foreningen har her været igangsætter for mange aktiviteter og har siden 1993-94 arrangeret foredrag i efterårs- og vintersæsonen, nu under navnet Eftermiddagshøjskolen i Skelund. I Omsorgsklubben er der mulighed for at spille kort, lave håndarbejde samt få hjælp til at bruge computer og komme på internettet. I en årrække arrangerede Erik Eklund også guidede udflugter for seniorer et par gange om året, og i et par år var han medlem af ældrerådet.At Jytte og Erik Eklund netop valgte at flytte til Skelund skyldtes, at parret havde en datter og svigersøn samt to børnebørn i Veddum. Efter mange besøg på egnen og i børnebørnenes skole fandt de landsbylivet tiltrækkende, og de kom hurtigt i kontakt med byens borgere. Desuden gav det dem bedre mulighed for at være sammen med deres søn, svigerdatter og to børnebørn, som bor i Aalborg. I dag er tre af deres børnebørn bosat i København. Fødselsdagen fejres med familie og venner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden