84-årig overholdt ikke sin vigepligt
Store skader på biler ved sammenstødet
ALS: Det var formentlig den 84-årige kvindelige bilist fra Als-området, der ikke overholdt sin ubetingede vigepligt og dermed var skyld i sammenstødet med en anden bil i vejkrydset Korupvej-Bøgildgårdvej ved Als.
Uheldet skete lørdag eftermiddag kl. 16.44, og det ældre par i den påkørte bil blev fastklemt og måtte skæres fri.
De skulle dog være sluppet med lidt trykkede ribben ifølge Lokalpoliti Himmerland.
Der er tale om en 74-årig kvinde og en 78-årig mand fra Helberskov.
Begge biler fik store skader ved sammenstødet.