85 år
Elly Catrine Jensen, Rådhus Allé 45 st., Frederikshavn, fylder tirsdag 85 år.
Elly Christensen er født og opvokset i Morild, og hun kom tidligt ud at tjene på forskellige gårde. I 1943 mødte hun Knud Jensen, som hun blev gift med 9. april 1945. De flyttede i 1954 til Frederikshavn, hvor de boede i en kælderlejlighed, som bestod af et værelse og en lille gang. Der var toilet i gården. Der var små kår for familien, som på det tidspunkt bestod af to voksne og fire sønner. Senere i 1958 flyttede de til Viborggade i et helt nyt hus. Her blev familien udvidet med en lille pige. I mange år arbejdede Elly på fiskefabrikken Findus, og senere kom hun til at arbejde på Frederikshavn Plejehjem. De købte campingvogn og camperede meget i Danmark, Tyskland og Holland. I 1984 holdt Elly op med at arbejde for at kunne være hjemme hos ægtemanden, som var blevet meget syg. Knud Jensen døde i 1985. Efter ægtemandens død blev Elly boende i huset nogle år, men da helbredet blev dårligere, og hun ikke længere kunne passe hus og have, flyttede hun til Rådhus Allé, hvor hun stadig bor. Elly har altid været meget aktiv, og hun har hjulpet venner og familie, når der skulle tapetseres, og når der skulle festes. Ellys flittige hænder har desuden skabt glæde med fine strikvarer til familie og venner. Efter to hofteoperationer er bevægeligheden ikke så god længere, men bortset fra at hun får hjemmehjælp, klarer hun sig stadig i eget hjem. Tidligere var Elly glad for at tage på busture rundt i Europa med veninder, en enkelt gang er det blevet til en flyvetur til Grækenland. Elly glæder sig over de mange besøg, hvor hun hurtigt finder kaffekopperne frem. Hun kan nu bryste sig af at være både mor, svigermor, farmor, mormor, oldemor og tipoldemor.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.