Hvidbjerg

85 år

Børge Schøler Kjær, Jernbanegade, Hvidbjerg, fylder søndag 85 år.

Børge Schøler Kjær er tidligere lærer i Skive og Assens ved Mariager og tidligere divisionschef i Det Danske Spejderkorps' Rold Skov division. Børge Schøler Kjær flyttede for nogle år siden til Hvidbjerg, Thyholm, blandt andet for at kunne gå op i én af sine tre passioner, nemlig at holde sommerhuset i god stand og efterlade det så pænt som muligt til sine arvinger. Til dette formål øger han jævnligt og med stor glæde den efterhånden store samling af håndværktøj og andet godt. Den anden passion, som bringer ham stor glæde i hverdagen, er at male og søge inspiration til sine malerier. Den tredje og vigtigste passion består i at få dagligdagens praktiske gøremål til at glide så let som muligt for sig selv og sin kone, så de i fællesskab kan nyde Thyholms yndigheder og det brede kulturliv, der eksisterer i det, man ofte kalder Udkantsdanmark. Fødselaren er ikke hjemme på dagen, da den fejres med den nærmeste familie hos en datter.