Fodbold

85 år

Peer Morild, fhv. tømrermester, Revlen, Lønstrup, fylder tirsdag 85 år.

Peer Morild
Peer Morild

Peer Morild er født i 1927 i Hjørring, hvor han var nummer seks ud af syv søskende. Han blev uddannet tømrer i Hjørring, hvorefter han i 1957 startede som selvstændig. Han stoppede i 1989, hvor han solgte virksomheden til sønnen Jesper, som stadig driver firmaet. Virksomheden ligger i dag på Mads Clausens Vej. Peer var gift med Anne-Lise i 48 år. Anne-Lise døde i 2003. Peer har fire voksne børn, Jesper, Anne, Anders og Jens. Peer Morild har i mange år deltaget aktivt i lokalsamfundet, bl.a. som formand for håndværker- og borgerforeningen i Hjørring, og han er stadig aktiv i logen Serapion med adresse i Svanelunden. I mange år var Peer Morild formand for Hjørring Idrætsforenings cricketafdeling og derfor en del af HI's hovedbestyrelse. Peer var i mange år aktiv i HI med både fodbold og ikke mindst cricket, som Morild-familien altid har været en stor del af. Peer var i mange år indehaver af rekorden for flest spillede kampe på Hjørrings førstehold i fodbold og var deltager på det legendariske HI-hold, der var ubesejret i 43 kampe i træk. I den periode skulle Peer have været til prøvetræning i West Ham, men et brækket ben i en kamp mod Skive satte en stopper for det. Da Peer var ved livgarden i København, spillede han fodbold og cricket for KB. Han opnåede mere end 400 kampe på HIs cricket-hold, der blev danske mestre flere gange i 1950'erne og pokalmestre i 1968. Tiden fyldes nu mest med livet i Lønstrup, børn og børnebørn. Dagen fejres tirsdag med åbent hus på Hjørring Kro.

Forsiden