Japan

8500 kilometers rejse for at kigge på akryl

Oceanariets nye rude til det store akvarium er klar til levering - hvis den bliver godkendt efter besigtigelsen i Japan

Ruden i Dubai Mall er produceret af den samme producent, der leverer ruden til Hirtshals.
Ruden i Dubai Mall er produceret af den samme producent, der leverer ruden til Hirtshals.

HJØRRING: Akvariemester Martin Riis og driftschef Christian Træholt fra Nordsøen Oceanarium tog tirsdag morgen afsted på den lange rejse fra Hirtshals til Kobe i Japan. Med på rejsen er også ingeniør Henning Christensen fra rådgivningsfirmaet Niras. De tre skal besigtige, og forhåbentlig godkende den nye rude. Aqua Teknik fra Esbjerg, som er eksperter i vandbehandling, er leverandører af ruden. Det er også dem der har det overordnede ansvar for ruden under produktion og transport.

Det japanske firma Nipura har produceret den gigantiske rude. Den er 6 meter høj, 12 meter lang, lidt over 40 cm tyk og vejer ca. 38 ton. Ruden der blev lavet til Oceanariet i 1998, blev leveret i Hirtshals i 5 stykker, og samlet på plads. Den nye rude er samlet i et stykke hos producenten i Japan, hvilket gør at besigtigelsen og transporten foregår lidt anderledes. Forud for bestillingen af ruden, har personale fra Nordsøen Oceanarium været på tur til Japan og Dubai, for at se akvarieruder fra forskellige producenter. Valget faldt på Nipura på grund af deres høje kvalitet. De har bl.a produceret verdens største akvarierude i Dubai Mall.

Det man kigger efter ved besigtigelsen er, at ruden er plan og at der ikke er dyk ved samlingerne. Desuden ser man på om farven er ensartet, at der ikke er luftbobler i akrylen, samt at der ikke er spændinger i samlingerne. Folkene fra Oceanariet har fokus på det visuelle, mens ingeniøren fra Niras har ansvar for de tekniske specifikationer.

Når ruden er godkendt, pakkes den forsvarligt ind, og sendes med fragtbåd til Hamborg 18. september. Den bliver transporteret på lastbil det sidste stykke fra Hamborg til Hirtshals og forventes ankomme til Hirtshals i begyndelsen af november.

Der forventes, at hele renoveringen af Oceanariet er færdig sidst i marts. Akvariet i Hirtshals åbner op for en helt ny akvarieoplevelse 3. april 2015.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden