90 år

Linda Nielsen, tidligere Meldgaard Christensen, Schubertsvej 18, Frejlev, fylder onsdag 90 år.

Linda er født i Smidie og er vokset op med dejlig udsigt over engene og Lille Vildmose. Hun kom tidligt ud at tjene, først hos sin farfar og siden hos sognefogeden. I sine unge år har Linda arbejdet som kaffejomfru på Roxy i Aalborg, i plads på Sofieholm i Klarup, som husholdningselev på Klarupgård, kokkepige hos Købmand Dinesen i Aalborg og husbestyrerinde på en gård ved Gandrup. I 1953 flyttede Linda til Drastrup Mark til Harry Nielsen. De blev gift i 1955 og drev sammen gården på Svenstrupvej indtil 1964, hvor Harry desværre døde. Linda formåede at drive gården videre med hjælp fra sin søn og en ansat daglejer indtil 1969, hvor hun i stedet valgte at blive hjemmehjælper i Svenstrup. Hun tog flere kurser og var hjemmehjælper hos de mere plejekrævende, indtil hun gik på efterløn som 60-årig. Sideløbende med arbejdet har Linda altid været meget aktiv. Som ung dyrkede hun både håndbold, gymnastik og folkedans. Hun blev uddannet gymnastikleder på Snoghøj Gymnastikhøjskole og har ledet gymnastik i mange år samt selv deltaget i Lingiaden i Stockholm i 1949 og flere landsstævner. Linda sætter stor pris på humor og latter og har også spillet dilettant og revy samt selv skrevet tekster og sange hertil - flere af sangene og numrene genbruges stadig. Det er også blevet til rigtig mange lejlighedssange gennem årene. Som efterlønner og siden pensionist har Linda været glad for, at der har været mere tid til at slappe af i haven eller stuen med en god bog samt kryds og tværs. Linda er stadig meget aktiv i Kastanjegården i Frejlev - hun har bl.a. i mange år undervist et hold mænd i madlavning samt deltaget i folkedans, seniordans, gymnastik og ikke mindst bowling, hvor hun har kunnet udfolde sin sportsånd. Linda er familiemenneske og har været familiens samlingspunkt med masser af nærvær, hygge og dejlig hjemmelavet mad. Hun flyttede til Frejlev i september 2011, er fortsat i vigør og nyder samværet her med naboer og venner samt at få besøg af eller selv besøge sine tre børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.