AaB bekræfter salg af Kasper Kusk
Kantspilleren skifter som ventet til hollandske FC Twente
Opdateret 16. juli 2014 kl. 06:33
DOORWERTH: Kasper Kusk forlod torsdag 10. juli AaB’s træningslejr i hollandske Doorwerth for at gennemgå et lægetjek hos FC Twente.
Nu er de sidste detaljer langt om længe faldet på plads, og nordjyderne bekræfter, at Kasper Kusk er blevet solgt.
- Vi mister en dygtig spiller til en stor klub, der er blandt de bedste i Holland. Det er endnu et eksempel på, at vi godt kan finde ud af at sælge spillere til nogle gode klubber. Vi skal huske at sende venlige hilsner til dem, der har været med til at udvikle Kasper Kusk i løbet af årene i AaB, siger sportschef Allan Gaarde til NORDJYSKE.
Lavere end markedsprisen
Salget af Kasper Kusk ventes at indbringe omkring 4,5 millioner kroner på grund af en frikøbsklausul i kontrakten, men sportschefen vil ikke kommentere på beløbet eller klausulen.
- Samlet set har Kasper Kusk været et meget stort aktiv for AaB, og det gælder også rent økonomisk. Hvis man ser på det samlede billede, så har Kasper bidraget med mere, end vi kunne have forventet, siger Allan Gaarde.
Selvom spillerens markedspris givetvis er højere end salgsprisen, har AaB ikke kunnet påvirke beløbet på grund af frikøbsklausulen.
Et godt ægteskab
I den seneste successæson i Superligaen markerede Kasper Kusk sig med 12 scoringer og otte assists.
- Kasper Kusk skal selvfølgelig have størst ære af, at han er blevet så dygtig, og vi vil kun ønske ham al mulig held og lykke. Vi håber på, at vi en dag igen kan se ham i AaB-trøjen, når det kommer til at passe for begge parter, siger Allan Gaarde, som med glæde ser tilbage på samarbejdet.
- Han har bidraget rigtig meget til vores danske mesterskab, og det har været et godt ægteskab, fastslår sportschefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.