AaB henter hollandsk back
Nordjyderne har lejet den 26-årige AZ Alkmaar-spiller Donny Gorter
Opdateret kl. 15:42
AALBORG: AaB’s defensiv er sårbar på grund af Jakob Ahlmanns langtidsskade, og det har fået aalborgenserne til at handle.
AaB er kun formaliteter fra at lave en lejeaftale med Donny Gorter, der træner med Superligatruppen allerede i dag mandag.
Den 26-årige venstre back fra AZ Alkmaar er hentet på en lejeaftale frem til 30. juni 2015.
Donny Gorter har spillet 149 kampe i den hollandske Æresdivision og har lavet 12 mål. Først fem sæsoner for NAC Breda og siden to for AZ Alkmaar.
I den seneste sæson blev det dog kun til 11 ligakampe for spilleren, der ofte blev henvist til bænken af danske Simon Poulsen.
- Vi skal spille mange kampe i denne sæson, og med Jakob Ahlmanns korsbåndsskade var vi pludselig blevet sårbare på venstre back, hvor Jakob Blåbjerg dog indtil videre har gjort det glimrende, siger AaB’s sportschef Allan Gaarde.
- Med Donny Gorters tilgang bliver belastningen og presset på Jakob Blåbjerg mindre, og samtidig skærpes konkurrencen i truppen. Gorter er en kvalitetsspiller med stor erfaring på højt niveau, og han kan være med til at løfte os yderligere, tilføjer Allan Gaarde.
Donny Gorter skal spille i trøje nummer seks for AaB, og han ser frem til udfordringen i Aalborg:
- Det er gået hurtigt, og jeg kender ikke så meget til AaB, men jeg har nået at se et par kampe fra sidste sæson, og det har imponeret mig. - Jeg glæder mig til at bidrage til holdet og ser frem til de spændende opgaver både i ligaen og i Europa, siger Donny Gorter, der er noteret for fire U/21-landskampe for Holland.
Det forventes, at Donny Gorter når at blive spilleberettiget til AaB’s UEFA Champions League-playoffkamp onsdag aften på Nordjyske Arena mod Apoel FC.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.