Fodbold

AaB lever i Europa League

Nicklas Helenius blev matchvinder, da AaB besejrede Rio Ave med 1-0

Nicklas Helenius har afgjort kampen til AaBs fordel med sit fremragende hovedstød på Danny Gorters ligeså fremragende oplæg. Foto: Martin Damgård
Nicklas Helenius har afgjort kampen til AaBs fordel med sit fremragende hovedstød på Danny Gorters ligeså fremragende oplæg. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 21:42

AALBORG: Torsdag aften fik AaB besøg af portugisiske Rio Ave i den anden kamp i Europa League, hvor begge hold skulle forsøge at rette op på en skæv start i gruppespillet.

Rio Ave tabte den første kamp 0-3 hjemme til ukrainske Dynamo Kiev, mens AaB blev kørt over i Rumænien, hvor Steaua Bukarest vandt 6-0. En eventuel taber af opgøret i Aalborg ville derfor have begrænsede muligheder for videre avancement i turneringen.

AaB havde foretaget fire ændringer i forhold til den seneste kamp i Superligaen mod Randers FC. I målet afløste Carsten Christensen karantæneramte Nicolai Larsen, mens hollandske Donny Gorter startede på venstre back i stedet for Patrick Kristensen, der sad ude med en skade. På højrekanten var Frederik Børsting blevet foretrukket, og helt i front var Nicklas Helenius igen blevet valgt som makker til Anders K. Jacobsen.

En kontroversiel dom

AaB fik en del plads fra kampens start, og i det 12. minut var der optræk til hjemmeholdets første store chance. En veloplagt Rasmus Würtz fandt Nicklas Helenius i dybden, og angriberen forsøgte med en tværaflevering til Anders K. Jacobsen, men Rio Ave fik akkurat afværget.

Nordjyderne fortsatte det direkte spil, og i det 28. minut pandede Nicklas Helenius bolden i mål efter et veleksekveret hjørnespark fra Donny Gorter. Målet blev dog annulleret, fordi dommeren mente, at Rasmus Thelander havde skubbet en modstander i ryggen. Det lignede dog en meget tynd kendelse, og det er bestemt ikke i alle kampe, at dommeren fløjter i den slags situationer.

Få minutter senere kunne Rio Ave så have taget føringen, da Diego Lopes forsøgte at krølle bolden op i det korte hjørne på et frispark, men Carsten Christensen diskede op med en glimrende redning i sidste øjeblik, hvor han vippede afslutning op på overliggeren. Derfor var stillingen 0-0 ved pausen.

En hurtig scoring

Der var endnu ikke spillet et minut af anden halvleg, da Nicklas Helenius bragte AaB på 1-0. Bolden havnede ude i venstre side, hvor Donny Gorter sendte et skarpt indlæg ind i panden af angriberen, der gav nordjyderne en drømmestart på de sidste 45 minutter.

Der var efterfølgende optræk til enkelte muligheder til gæsterne, men hjemmeholdet var stadigvæk farligst, og i det 62. minut var Anders K. Jacobsen tæt på at fordoble føringen efter forarbejde fra Kasper Risgård. Angriberens afslutning gik dog snært forbi den fjerneste stolpe.

Anders K. Jacobsen skulle få muligheden igen i det 80. minut. Kasper Risgård spillede ham helt fri i dybden, og angriberen tog et træk forbi den fremadstormende Rio Ave-keeper. Anders K. Jacobsen savnede dog præcision i sin afslutning, og så kunne bolden trille en lille meters penge forbi det tomme mål. Fem minutter senere fik gæsterne Ahmed Hassan bolden i mål efter et hjørnespark, men han havde begået frispark forinden, hvorfor målet korrekt blev annulleret. AaB vandt dermed kampen 1-0, og nordjyderne lever igen i Europa League.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden