Fodbold

AaB slår Viborg over tre halvlege

I en ekstra lang træningskamp vandt AaB 2-0 over Viborg

AaB og Viborg kæmpede om sejren i 135 minutter. Foto: Jesper Thomasen
AaB og Viborg kæmpede om sejren i 135 minutter. Foto: Jesper Thomasen

Opdateret kl. 19:40

BJERRINGBRO: 90 minutter er som regel nok til at afgøre en fodboldkamp, men da AaB fredag eftermiddag slog Viborg FF med 2-0 på kunstgræs i Bjerringbro, havde de to superligaklubber aftalt at bruge 135 minutter på træningskampen.

Efter en målløs første halvleg scorede Anders K. Jacobsen tre minutter inde i anden halvleg efter oplæg fra Kasper Risgård. Viborgs keeper var tæt på at afværge scoringen, men Anders K. Jacobsen havde heldet med sig, og angriberen kunne sende bolden ind i det lange hjørne ved hjælp af den ene opstander.

Nicolaj Thomsen var tilbage i startopstillingen hos AaB, der også gav spilletid til Thomas Augustinussen, der ellers i går blev sat i forbindelse med et skifte til norske IK Start. Anføreren lukkede kampen efter 132 minutters fodbold, hvor han stod relativt umarkeret i Viborg-feltet efter et hjørnespark. Et velplaceret hovedstød resulterede i 2-0 til nordjyderne.

Tre på stribe

Fredagens AaB-sejr var den tredje af lige så mange mulige i opstarten. De to første kampe blev begge ligeledes vundet med 2-0 over henholdsvis AC Horsens og Vejle Boldklub. Begge fra 1. division.

Lasse Nielsen skiftede i går til hollandsk fodbold, og det betød, at det primært var Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Kasper Pedersen og Thomas Augustinussen, der tog sig af opgaverne i det centrale forsvar.

AaB’s cheftræner Kent Nielsen hæftede sig dog især ved en god defensiv indsats på trods af Lasse Nielsens fravær.

Forsiden