Fodbold

AaB-supportere er klar til kamp

AaB Support Club sendte mere end 700 fans af sted i busser til Parken

Humøret var højt, da AaB-fans torsdag morgen dragede mod København og pokalfinalen mellem AaB og FCK. Foto: Thomas Hansen
Humøret var højt, da AaB-fans torsdag morgen dragede mod København og pokalfinalen mellem AaB og FCK. Foto: Thomas Hansen Foto: Thomas Hansen

AALBORG: Der er inviteret til stor opvarmningsfest for alle AaB-fans i København før pokalfinalen torsdag aften klokken 20 i Parken mellem AaB og FC København. Dermed er der alle muligheder for at komme i rette stemning.

Der var afgang fra Aalborg torsdag morgen, og allerede fra morgenstunden var stemningen i top, hvor 10 busser med mere end 700 AaB-fans kørte mod København.

Opvarmningen foregår kun 200 meter fra Parken på Østerbro Stadion ved Café Stafetten. Festlighederne begynder klokken 15, og der bliver både festlige indslag, musik og taler samt amerikansk lotteri på Østerbro Stadion.

- Man kan købe øl, sodavand og pølser. En dj vil sørge for musikken og underholdningen, siger AaB Support Clubs talsmand Rasmus Trenskow.

Tidligere AaB-stjerner

Ud over det bliver flere af AaB’s koryfæer interviewet, blandt andre den tidligere pokalfinalist og AaB-direktør Børge Bach, der sørgede for begge scoringer, da AaB vandt pokalfinalen i 1970. AaB har i øvrigt ikke siden vundet pokalfinalen.

Derudover er de tidligere AaB-profiler, Ib Simonsen og Torben Boye, samt tidligere sportschef Lynge Jacobsen på den opstillede scene. Den nordjyske rapper Zjakalen vil optræde i timerne frem mod kampstart.

Festen slutter klokken 19 på Østerbro Stadion, inden AaB’s fans vil begive sig videre til Parken.

Hvornår AaB Support Clubs busser forlader Parken og kører mod Nordjylland er endnu uvist. Det afhænger nemlig af, hvorvidt AaB vinder.

- Gør de det, forlader vi Parken 45 minutter til en time efter slutfløjt. Tidsmæssigt kan det jo blive forrykket på grund af forlænget spilletid og straffespark. Taber vi, kører vi fra parken 15-20 minutter efter slutfløjt, fortæller Rasmus Trenskow.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden