Aabybro vil knække cancer med show
By går sammen om at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse
AABYBRO: Det hele begyndte allerede sidste efterår. Anders Christiansen sad hjemme i sofaen og så nogle af tv-udsendelser om kræftens dystre præg på hverdagen i Danmark, som blev sendt i dagene op til Kræftens Bekæmpelses og TV2s indsamlingsshow Knæk Cancer lørdag i uge 43.
- Jeg kunne ikke lade være med at fælde en tåre og tænkte, at det vil vi også gøre noget ved, fortæller han.
Derfor blev de første kontakter til de kommende Knæk Cancer arrangementer og gallafest i Aabybro for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde taget allerede i uge 44 sidste år, og det er med tiden blevet til en styregruppe, der er bredt forankret i det lokale foreningsliv og i DGI-Huset.
Løb, banko og galla
Arbejdet er mundet ud i et alsidigt program med arrangementer som foredrag med Ulrik Wilbek, motionsløb og banko.
- Det har været vigtigt, at vi ikke kannibaliserer vores brugere, men søger forskellige målgrupper, forklarer Anders Christiansen.
Indsamlingen kulminerer lørdag aften 29. oktober med indsamlingsshow og gallafest i DGI-Huset og underholdning med blandt andre konferencier Lars Bols, som har brugt sit netværk til at sikre besøg af Wafanda.
Håbet er så, at man fra DGI-Huset lørdag aften samtidig med TV2s og Kræftens Bekæmpelses store gallashow kan ringe et pænt stort beløb fra Aabybro by ind til showet på tv.
Forankring i foreningslivet
Da Anders Christiansen fik ideen, tog han straks kontakt til Anders Amstrup, direktør i DGI-Huset, og han var med det samme med på ideen. Det var naturligt også at involvere køkkenchefen i DGI-Huset, Mikkel Bugtrup Kristensen.
- Og så var det vigtigt at sikre bred forankring i foreningslivet, da vi jo vil få brug for mange frivillige, forklarer Anders Christiansen, der er næstformand i Aabybro Badminton Club og sidder i bestyrelsen i Aabybro Gymnastikforening.
Desuden blev Michael Borup, der både sidder i DGI-Husets bestyrelse og har et bredt kontaktnet til foreningslivet inddraget, ligesom Klaus Simonsen, der er formand for Aabybro HK, blev en del af styregruppen.
- Vi var enige om, at hvis vi gør det her, så gør vi det for alvor og med stil. Vi vil se, om vi kan få hele byen til at stå sammen om det her i stedet for, at der popper et enkelt arrangement op her og der.
Må gerne blive en tradition
Og indsamlingsugen må meget gerne blive en tradition i Aabybro.
- Det skal jo også have tid til at vokse og udvikle sig, og vi har allerede fået en masse erfaringer, siger Anders Christiansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.