Ishockey

Aagaard draftet af canadisk klub

Ung frederikshavner er blevet spottet af Niagara Icedogs, der spiller i Canadian Hockey League

Mikkel Aagaard er klar til eventyret i USA eller Canada. Foto:
Mikkel Aagaard er klar til eventyret i USA eller Canada. Foto:

FREDERIKSHAVN: Mikkel Aagaard, 18-årigt stortalent i Frederikshavn White Hawks, er blevet spottet af en canadisk ishockeyklub - Niagara Icedogs - der har udpeget den nordjyske angriber som førstevalg i sit draft af udlændinge.

Niagara Icedogs spiller i Canadian Hockey League, der er fødekæde for verdens bedste ishockeyliga National Hockey League, der dækker hold fra både USA og Canada.

- Jeg blev kontaktet af Icedogs cheftræner Marty Williamson, der fortalte, at de havde satset på mig, og jeg vil da meget gerne af sted og gerne allerede i år, siger Mikkel Aagaard, der også er en stærk spiller på det danske U20-landshold i ishockey, hvor han lavede otte point i fem kampe ved det seneste U20 VM.

Den 18-årige Aagaard har lavet 18 point for Frederikshavn White Hawks i Danmark i den seneste sæson.

Han kalder Canadian Hockey League for noget af et udstillingsvindue med henblik på at komme op i den fornemste række NHL, hvor verdens bedste ishockeyspillere boltrer sig.

- Det kunne være rigtigt spændende at komme derover og spille med nogle jævnaldrende ishockeygutter, som er ligeså gode eller bedre end en selv. Og næste år er der VM for U20-landshold i Toronto og Montreal. Her regner jeg da med at være med igen, og det er også noget af et udstillingsvindue, siger den unge frederikshavner.

Han har to agenter til at forhandle sin fremtid, som han altså gerne ser foregå i Canada eller USA.

IceDogs head coach Marty Williamson sagde efter onsdagens draft, at han mente, Mikkel Aagaard kan komme over og bidrage til holdet.

- Han spillede i de voksne mænds liga i Danmark sidste år og gjorde rigtig godt, sagde Williamson.

- Vi tror, ​​han kan komme over og bidrage med noget, siger træneren.

Mikkel Aagaard selv tør ikke spå om det allerede bliver i år eller først senere han skøjter over havet til eventyret i USA eller Canada.

- Jeg håber det bliver hurtigt, men lad os nu se, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden