Aalbæk Turistinfo er nu åben

Netcafé kommer til senere, og fra midten af maj kommer der keramik i udstillingslokalet

Marianne Isen
Aalbæk Turistforening har nu åbnet en nyt og større turistinformation. Netcaféen kommer til senere. Foto: Bent Bach
Kunsthåndværk 1. april 2012 21:00

Starten på påskeferien er lidt kold denne palmesøndag, men flaget er hejst, blomsterne sat op på trappen, vinen skænket og der bliver budt indenfor til den officielle åbning af den nye og større turistinformation i Aalbæk. - Netcaféen kommer til at vente lidt endnu, for det kunne vi ganske enkelt ikke nå, men resten er klar, så vi kan åbne dørene for turisterne i dag siger Carsten Jul, som er den daglige leder af kontoret i et tæt samarbejde med formanden for turistforeningen, Frank Zobbe. Turistkontoret vil nu være åbent mandag, onsdag og lørdag mellem kl. 11 og 13. Og det skal have åbent hver dag fra 15. maj, hvor der også kommer keramik i udstillingslokalet og tanken er, at haven også skal tages i brug, når vejret tillader det. Aalbæk Turistinfo blev åbnet i fjor, da Skagen Turistkontor af økonomiske grunde måtte lukke afdelingskontoret i Aalbæk. Det mente aalbækkerne var forkert, og der blev stiftet en lokal turistforening som åbnede kontor på Sdr. Havnevej. Kontoret skal drives af frivillig arbejdskraft og indtil videre har ti mennesker meldt sig, men Carsten Jul ser gerne at flere melder sig og det er også muligt at støtte økonomisk. I år er der mere plads til rådighed, og ud over den almindelige turistinformation, bliver der også udstilling med kunst og kunsthåndværk. Det er i første omgang glasmageren Anette Larsen, der udstiller. Desuden udstilles malerier af Hanne Kops fra Skærum og Anette Krogh Høm fra Sindal udstiller smykker.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...