Aalborg-duo åbner Smukfest
Farveblind vandt Live Camp-prisen og skal onsdag spille på Bøgescenen
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:38
AALBORG: Den unge elektroniske Aalborg-duo Farveblind har fået en chance, som er de færreste undergrundsbands forundt. Onsdag eftermiddag åbner de årets Smukfest i Skanderborg fra festivalens største scene, Bøgescenen.
Tjansen har de fået, fordi de er blevet kåret som det bedste af de 18 danske upcoming bands, der i dagene op til festivalstart har spillet på Smukfests Live Camp.
Farveblind spillede på Live Camp mandag aften og begejstrede ved den lejlighed både publikum og dommere.
- Det er sjældent set, at en elektronisk kunstner formår at levere deres optræden med så høj musikalsk integritet, lød det efterfølgende fra dommerne.
Farveblind består af Jens Lykkeboe Mouritzen og Magnus Grønnebæk, der instrumentalt kombinerer akustiske trommer med elektroniske klangflader. De har tidligere i år spillet på blandt andet Spot Festival i Aarhus og til Distortion og Trailerpark Festival i København. Hjemme i Aalborg kan de næste gang opleves på Skråen 26. august, hvor de optræder under Aalborg Festivals.
Ud over Bøgescene-koncerten var der 10.000 kroner til Farveblind som vinder af Live Camp-prisen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.