Aalborg-firma producerer Europa League
dblux bag den store direkte transmission af AaB’s kamp mod Rio Ave FC
AALBORG: Når AaB løber på banen mod portugisiske Rio Ave FC på torsdag, er det OB-produktionsselskabet dblux fra Aalborg, der står for live transmission fra Nordjyske Arena til tv-seere i hele Europa.
- Det er en stor anerkendelse. I OB-verdenen er Europa League kampene kendt for at være nogle af de største og mest krævende produktioner, siger Henrik Borup, Produktionsdirektør i dblux.
Produktionen løses for UEFA i samarbejde med Canal 9, som dblux også producerer Superligakampe for. UEFA har udleveret en 300-siders drejebog til dblux, der nøje beskriver, hvordan kampen skal afvikles.
- UEFA stiller utroligt høje krav til produktionskvaliteten, og vi skal være 100 procent sikre på, at alt forløber som planlagt. Alt fra kameravinkler til grafikafvikling bliver dobbelttjekket, forklarer Henrik Borup om kravene.
På kampdagen stiller dblux med 24 medarbejdere og to HD OB-vogne med 10 HD kameraer, 8 slow kameraer samt 2 super slow kameraer. Mandskabet omfatter fotografer, lyd- og lysfolk og grafikafviklere.
Produktionen omfatter også 3 slow operatør, som kan gengive alle kameravinkler fra kampen og vise gentagelser af mål eller highlights fra kampen, så der ikke går noget tabt under produktionen.
I morgen er dblux i Malmø for at løse studieproduktion for TV 3 Sverige på Champions League kampen mellem Malmø FF og Olympiakos, så det er ikke kun danske tv-stationer, der har øje for Aalborg-firmaets kvaliteter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.