Håndbold

Aalborg Håndbold en halv million i plus

For fjerde år i træk laver DM-sølvvinderne sorte tal i regnskabet

Formand Egil Christensen og direktør Jan Larsen har skabt en sund håndboldforretning. Foto: Henrik Bo
Formand Egil Christensen og direktør Jan Larsen har skabt en sund håndboldforretning. Foto: Henrik Bo

AALBORG: Aalborg Håndbold har ikke bare haft succes på det sportslige område med mesterskab og sølv de to seneste sæsoner. I sæsonen 2013-14 har der også været et solidt plus på bundlinjen. Regnskabet viser et overskud på 475.000 kr. før skat.

Det er fjerde år i træk - ud af fire mulige - Aalborg Håndbold præsenterer et overskud, og det er folkene bag Aalborg Håndbold naturligvis meget tilfredse med. Man evnede ikke at lave sorte tal, da man var en del af AaB.

- Samtidig med høje sportslige ambitioner vægter vi en sund økonomi højt, og det er glædeligt, at vi lykkes på begge parametre, siger Eigild B. Christensen, bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold ifølge klubbens hjemmeside.

- Vi har fortsat en klar målsætning om at spille med i toppen af dansk herrehåndbold. Vi har stor opbakning fra 250 samarbejdspartnere i det nordjyske erhvervsliv, og vores hjemmekampe i Gigantium blev i sidste sæson set af 90.000 tilskuere - et gennemsnit på 3.600. Desuden blev vores kampe set af ikke færre end fem millioner tv-seere i sidste sæson, og vi håber på samme niveau i denne sæson, hvor vi igen deltager i Champions League, lyder det fra formanden.

Eigil Christensen forventer også, at den igangværende sæson giver en positivt resultat. Sportsligt lyder ambitionerne at spille med om DM-medaljerne til foråret, nå frem til 1/8-finalerne i Champions League og kvalificere holdet til Final Four i pokalturneringen.

Forsiden