Aalborg Håndbold hjem uden sejr
De danske mestre spillede tætte kampe i tysk turnering
HÅNDBOLD: De danske mestre fra Aalborg Håndbold sætter søndag kursen hjem mod Danmark igen efter en forlænget weekend i Tyskland. Her deltog Aron Kristjanssons tropper i en turnering i Ilsenburg, og det resulterede i en fjerdeplads blandt fem hold.
Søndag tabte aalborgenserne kampen om tredjepladsen med 25-26 til bundesligaholdet HC Erlangen, som man fredag aften havde spillet uafgjort 27-27 mod. Imellem de to kampe tabte de lørdag 24-28 til Magdeburg.
HC Erlangen var kun foran én gang i søndagens opgør, og det var, da de kort før tid scorede sejrsmålet. Aalborg Håndbold førte 14-11 ved pausen.
Den store oplevelse i placeringskampen var den norske nyerhvervelse Sebastian Barthold på venstrefløjen. Han nettede hele 11 gange - heraf tre scoringer på straffekast.
Aalborg spillede opgøret uden Buster Juul, Martin Larsen og Lovro Jotic, der alle har mindre skader.
Selvom aalborgenserne nu tager hjem til Danmark, så er de ikke færdige med at møde tyske hold. Allerede onsdag spiller de testkamp i Gigantium mod THW Kiel.