Aalborg Håndbold rejste sig i Gudme
Jesper Jensens mandskab fik den bedst tænkelige start på slutspillet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:20
GUDME: Aalborg Håndbold fik en helt perfekt begyndelse på slutspillet, da det skærtorsdag blev til en overbevisende 31-25-sejr på udebane over GOG.
Aalborgenserne kom ellers til Gudme i tvivlsom forfatning efter weekendens ydmygelse på hjemmebane i pokalsemifinalen mod Team Tvis Holstebro.
Det var dog ikke til at se på Jesper Jensens tropper i kampens begyndelse. Aalborg Håndbold kom flyvende fra start og kom hurtigt foran 3-0.
Som første halvleg skred frem, kom hjemmeholdet dog bedre med, om end Aalborg Håndbold fortsat var i teten og derfor ganske fortjent gik til pause med en føring på 14-13.
Også anden halvleg begyndte godt for Aalborg Håndbold, der hurtigt bragte sig foran 18-14, og selv om GOG kort efter fik reduceret den føring til to mål, så gæsterne sig aldrig tilbage.
En stærkt spillende Ole Erevik holdt fynboerne fra fadet, og det udnyttede holdkammeraterne effektivt i den anden ende.
Det betød, at Aalborg Håndbold i store dele af anden halvleg førte med enten fem eller seks mål, hvorfor sejren aldrig kom i fare.
Håvard Tvedten blev topscorer for Aalborg Håndbold med syv scoringer.
Sejren betyder samtidig, at Aalborg Håndbold er godt på vej mod semifinalerne. Nordjyderne tog to point med fra grundspillet og slog torsdag dermed et hul på fire point ned til GOG.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.