Aalborg Håndbold smed sikker sejr væk
Holdet var foran med seks mål mod Kadetten Schaffhausen i Champions League, men måtte nøjes med 23-23 i Gigantium
Opdateret kl. 20:32
AALBORG: Aalborg Håndbold skulle søndag følge op på Champions League-sejren i franske Dunkerque med en hjemmesejr over puljens formodet svageste hold, Kadetten Schaffhausen fra Schweiz. Og undervejs så alt godt ud. Aalborg Håndbold førte med seks mål, men satte føringen over styr i anden halvleg.
Det lykkedes kun via en scoring af Emil Berggren i allersidste sekund at hente det ene point.
Kampen endte 23-23 efter en Aalborg-føring mod 11-8 ved pausen.
Dermed har holdet tre point i sin CL-pulje, der ud over de nævnte tre hold også består af Motor Zaporozhye, Pick Szeged og storholdet Vive Kielce.
Aalborg fik en svag start på hjemmekampen mod de schweiziske mestre.
Angrebsspillet var forkrampet og præget af fejl og misforståelser, og i den anden ende af banen boltrede Schaffhausens Rares Jurca sig med sikre scoringer. Aalborg-målmand Ole Erevik fik ikke fat i meget, og gæsterne bragte sig let foran med 4-1.
Efter 10 minutter havde Aalborg kun scoret ét mål.
Men så valgte træner Jesper Jensen at skifte målmand. Søren Westphal kom ind, og han valgte at trække gardinet fuldstændig ned. På 20 minutter havde han syv afgørende redninger, der bragte holdkammeraterne ny gejst.
Og så kom der også hul på bylden i den anden ende af banen, således at Aalborg Håndbold vendte 1-4 til en pauseføring på 11-8. I begge ender af banen markerede svenske Niclas Barud sig flot. I forsvaret med en stålsat arbejdsindsats, og i angrebet med fire scoringer.
I det hele taget var to svenskere markante for Aalborg.
Nytilkomne Emil Berggren bidrog med seks mål og udstrålede en gejst og vilje, der tydeligvis var smittende for holdkammeraterne. Aalborg bragte sig i front med seks mål, men mistede momentum og koncentration midtvejs i anden halvleg. Det forstod gæsterne at udnytte, og de scorede seks mål på stribe og kom på omgangshøjde ved 20-20.
Kampen blev overværet af 3021 tilskuere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.