Aalborg Håndbold solgte sig dyrt i Kolding
Trods en flot sejr i lørdagens DM-semifinale står den nu på bronzekampe for aalborgenserne
KOLDING: Det bliver som forventet KIF Kolding København, der skal spille DM-finale. Aalborg Håndbold solgte sig dog dyrt i lørdagens returkamp i det sydjyske, som de vandt 28-25. KIF’s sejr på seks mål i Gigantium for to uger siden endte dog som forventet med at være for stor en mundfuld at indhente.
Mens Aalborg Håndbold ydede en apatisk præstation langt under vanlig standard i den første semifinale, så leverede de lørdag 60 klart godkendte minutter, hvor de mod de flestes forventning fik skabt spænding om det samlede udfald.
Kolding førte ellers 15-13 ved pausen, men i det sidste kvarter kom Emil Berggren og Buster Juul ind fra bænken og scorede nærmest efter behag. Dermed kom Aalborg foran 27-23, og de havde stadig fire minutter til at score yderligere to mål, som ville have fuldbyrdet sensationen.
En tvivlsom kendelse, da Niclas Barud tilsyneladende blev hevet i trøjen - men som ikke udløste noget fløjt fra dommerne - blev dog dyr. I stedet løb Bo Spellerberg ned i den anden ende og slukkede håbet.
Nu venter to bronzekampe for Aalborg Håndbold - torsdag og søndag i den kommende uge. Her er modstanderen taberen af semifinalen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Skjern.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.