Aalborg har væXt-faktor - til glæde for boligejerne
Aalborg er blandt de kommuner i landet, hvor befolkningen vokser hurtigst

Morten Dahl har som ejendomsmægler god grund til at glæde sig over Aalborgs vækst: Når befolkningen vokser, vil efterspørgslen efter boliger alt andet lige vokse. Foto: Daniel Bygballe
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med kommunalreformen overhalede Aalborg lige præcis Odense og blev landets tredjestørste kommune, målt på indbyggertal. I de næste 20 år vil Aalborg imidlertid øge forspringet og befæste sin tredjeplads. I dag har Aalborg 9000 indbyggere mere end Odense. I 2030 vil forspringet være øget til 15.000. Til den tid vil Aalborg have 218.000 indbyggere mod Odenses 203.000, ifølge Danmarks Statistiks prognoser. Uden for hovedstadsområdet og Østjylland er Aalborg den kommune i landet, hvor befolkningstallet vokser hurtigst. - Danskerne flytter fra landet og trækker mod byerne. Det hedder urbanisering, og det er en klar fordel for Aalborg, konstaterer home-mægler Morten Dahl, der peger på, at især boligejere kan glæde sig over udviklingen. - Når befolkningen vokser, vil efterspørgslen efter boliger alt andet lige stige. Og jo mere attraktivt et område, man bor i, des større er chancen for, at man får gevinst af væksten, siger Morten Dahl, der er indehaver af fem mæglerbutikker i Aalborg Kommune. Ejendomsmægleren vurderer, at det især er i selve byområdet Aalborg-Nørresundby og det nærmeste opland, at væksten vil finde sted. - Men nogle områder, der i dag ikke regnes for specielt attraktive, kan meget vel være det om 20 år. Det gælder for eksempel de naturskønne områder langs fjorden i den tidligere Nibe kommune. I de seneste år er der skudt mange flotte ejendomme op vest for Aalborg ud mod Nørholm, og den udvikling kan sagtens fortsætte vestpå, siger Morten Dahl. - Omvendt vil der også være nogle områder, der i dag regnes for attraktive, som ikke vil være det om 20 år. Det afhænger meget af infrastrukturen - trafikforhold, indkøbsmuligheder og den slags, tilføjer han. Prognosen fra Danmarks Statistik er en simpel fremskrivning, der baserer sig på demografiske data som den nuværende befolknings sammensætning og de seneste fire års flyttemønstre. - Derudover kan en del af forklaringen på Aalborgs placering kan være, at den som universitetsby har en relativt stor andel af unge, siger specialkonsulent Thomas Nielsen, Danmarks Statistik. At universitetet spiller en positiv rolle, er Morten Dahl helt enig i. - Om væksten bliver større eller mindre, end Danmarks Statistik spår, afhænger af, hvor gode vi er til at skabe arbejdspladser og uddannelsesmuligheder. Her betyder det nye supersygehus og AAU rigtig meget. - Æstetikken spiller også en rolle. Det er fint at bygge nyt, men det skal være smukt, og der skal være plads til luft og grønt. Her har politikerne en afgørende rolle, når de laver lokalplaner, påpeger Morten Dahl.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.