Lufthavne

Aalborg Lufthavn med ny rekord

Igen er det udenrigstrafikken, der trækker det store læs - den voksede med 72,6 procent

Der er fuld fart på udenrigstrafikken fra Aalborg Lufthavn. Indenrigs- og chartertrafikken hænger lidt mere i bremsen. Arkivfoto: Hans Ravn

Der er fuld fart på udenrigstrafikken fra Aalborg Lufthavn. Indenrigs- og chartertrafikken hænger lidt mere i bremsen. Arkivfoto: Hans Ravn

AALBORG:Februar 2018 blev den største februar i Aalborg Lufthavns historie. Februar 2018 slog den hidtidige februar-rekord fra 2016. Det er den fortsat massive vækst i udenrigstrafikken, der sikrer månedsrekorden og en samlet fremgang på 7,6 procent i februar 2018 i forhold til februar 2017.

Vintermåneden februar 2018 har budt på mange ski, sol- og storbyrejser fra Aalborg Lufthavn, hvor rejser til udlandet har hittet og sikret den største februar nogensinde i lufthavnens historie. De 28 dage i februar 2018 slog derved februar 2016, der med 29 dage i måneden var den hidtidige største februar i Aalborg Lufthavn. I februar 2018 rejste 114.495 passagerer til og fra lufthavnen mod 106.408 i februar 2017 - en fremgang på 7,6 procent.

Igen er det udenrigstrafikken, der trækker det store læs, når man ser på vækst. Udenrigstrafikken voksede med 72,6 procent - svarende til 38.875 udenrigspassagerer i februar 2018 mod 22.517 i februar 2017.

- I februar i år så vi en kæmpe fremgang i antallet af udenrigspassagerer - en fremgang der blandt andet skyldes, at netværksselskaberne har fulgt godt op på den stigende efterspørgsel til populære destinationer såsom Amsterdam, London og Malaga, siger lufthavnsdirektør, Søren Svendsen.

Påsken falder tidligt i 2018, og det betyder, at mange tager afsted på påskeferie i slut marts, hvor en del af sommerprogrammet også starter op i år. Det bliver både muligt at fejre påsken i Barcelona, det solrige Tyrkiet og på ferieøen Bornholm. Derudover øger Norwegian antallet af afgange til Malaga fra tre til fem ugentlige.

- Vi går en marts i møde med et stort rejseudbud. Og I forhold til indenrigstrafikken, har DAT indsat ekstra afgange til Bornholm i påsken, slutter Søren Svendsen.

Og indenrigstrafikken er sammen med chartertrafikken stadig presset. Der var en tilbagegang i indenrigstrafikken på 6,1 procent i februar 2018. Således rejste 63.560 indenrigs i februar 2018 mod 67.693 i samme måned sidste år. Derudover var der i februar 2018 12.060 chartergæster, der rejste til og fra Aalborg mod 16.198 rejsende i januar 2017. Dette giver en samlet tilbagegang i chartertrafikken på 25,5 procent.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst