Aalborg med i internationalt teater-projekt

19 millioner EU-kroner skal lokke nye kundegrupper i teatrene.

- Det glæder mig, at landsdelscenerne arbejder aktivt på at finde nye veje til at nå et mere mangfoldigt og større publikum til scenekunsten. Det er positivt, at arbejdet foregår i samarbejde med teatre og scenekunstaktører fra flere europæiske lande

- Det glæder mig, at landsdelscenerne arbejder aktivt på at finde nye veje til at nå et mere mangfoldigt og større publikum til scenekunsten. Det er positivt, at arbejdet foregår i samarbejde med teatre og scenekunstaktører fra flere europæiske lande

Det har længe været målsætningen for teaterbranchen, at flere skal lokkes en tur i teatret. Nu skal der gøres noget ved det, efter at EU's kulturfond har tildelt ikke færre end 2,5 millioner euro, tæt ved 19 millioner danske kroner, til de tre landsdelsscener i Aalborg, Aarhus og Odense. Pengene skal bruges på at skabe et europæisk netværk af teatre, til samarbejde og vidensdeling, med fokus på publikumsudvikling. Det er de tre landsdelsscener, med Odense som koordinator, der har taget initiativet til det fem årige EU-projekt "Theatron". Blandt de internationale samarbejdspartnere finder man engelske Sheffield Theatre, franske Théatre de Gennevilliers og tyske Staatsschauspiel Dresden. - Vi åbner op for en helt anden form for ekspertise og en uvurderlig vidensdeling, og så får vi bedre mulighed for at få gæstespil på vores scener og vi kan selv gæstespille på nye scener, fortæller en entusiastisk teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov. Og der er god grund til at være entusiastisk, mener teaterchefen. Et så stort teaterprojekt, med så mange internationale teatre, er nemlig aldrig set før. - Vi gør ikke det her for at være smarte. Vi har tænkt meget over det, og vi er sikre på, at det er det rette at gøre, fortæller teaterchefen. - Vi skal selv bidrage med halvdelen af pengene, så vi er ikke gået ind i det her for at blive rige. Det lyder som mange penge, men det er også et stort projekt, fortæller Morten Kirkskov. Til gengæld håber teateret at blive rig på erfaringer, hvilket der er hårdt brug for. Som så mange andre teatre, kæmper Aalborg Teater med at få lokket unge og danskere af anden etnisk herkomst ind i teatersalenes mørke. Selvom teatrene ikke ligefrem er truet, ærgrer det teaterchefen. - Når vi får støtte fra staten, føler vi os også forpligtet til at gøre alt, hvad vi kan, for at få publikums-sammemsætningen til at afspejle befolkningssammensætningen. Det kan kun komme os til gavn, lyder det fra teaterchefen. Aalborg Teater har foreløbigt lagt 100.000 kroner i at få projektet igang.