Aalborg Pirates kværner videre
Gentofte var ingen match i søndagens Metal Liga-duel i Gigantium
Opdateret kl. 19:37
ISHOCKEY: Aalborg Pirates havde revanche til gode, og den fik de i høj grad, da Gentofte Stars søndag var på besøg i Gigantium til en duel i Metal Ligaen foran 2076 tilskuere.
I november vandt Gentofte overraskende 4-0 i Aalborg, men søndag var det piraterne, der dominerede og vandt hele 5-0. Med sejren konsoliderede Pirates andenpladsen i Metal Ligaen.
Indledningsvis så det eller ikke for godt ud. Godt hjulpet på vej af en del overtalsspil dominerede sjællænderne og førte skudstatistikken 9-2, da der var spillet 13 minutter af første periode.
Men så gik det stærkt for Aalborg Pirates, der scorede på både skud nummer tre og fire. Først ved Kirill Kabanov (13.54) og siden ved Lasse Bo Knudsen (14.23).
Derfra var hjemmeholdet i fuld kontrol, og sejren burde også have været en del mål større.
Quenneville tilbage med mål
Tidligt i anden periode blev det 3-0 ved tilbagevendte Peter Quenneville, der endelig havde fået sin arbejdstilladelse i hus.
Canadieren var dermed hurtig til at stemple ind og vise den målfarlighed, der i sommer fik ham til den tjekkiske liga. Men opholdet her eller det efterfølgende i den finske liga blev ikke en succes. Det kan Aalborg Pirates nu nyde godt af.
Aalborgenserne kom på 4-0 inden sidste periode, da Oliver Hinse udnyttede Kabanovs flotte forarbejde. Og 5-0 kom tidligt i tredje periode, da Nikolaj Carstensen fra blå linje løfte pucken i mål mellem venner og fjender.
Aalborg Pirates skal tirsdag til Esbjerg, inden de i den kommende weekend tager til Boxen i Herning for at spille final-4 i pokalturneringen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.