Ishockey

Aalborg Pirates sikrede sig førstepladsen

Piraterne gjorde arbejdet færdigt i Herlev

Arkivfoto: Claus Søndberg
Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:39

HERLEV: Aalborg Pirates har vundet grundspillet i Metal Ligaen i ishockey og dermed også retten til at være førstevælger, når modstanderen i kvartfinalen skal udpeges.

Det er en kendsgerning, efter at piraterne tirsdag aften fik en forventet sejr på udebane over Herlev, der blev besejret med 6-2.

Der var end ikke spillet to minutter i Herlev, før Aalborg Pirates satte kursen mod den forløsende sejr, da Henry Hardarson bragte gæsterne foran.

Men hvis piraterne dermed troede, at der var lagt op til en ekspeditionssag mod Metal Ligaens absolutte bundhold, blev de klogere efter godt seks minutters spil, da veteranen Kim Staal udlignede til 1-1 for hjemmeholdet.

Anden periode blev afviklet uden mål til nogen af holdene, og derfor var der pludselig tvivl om, hvorvidt Aalborg Pirates skulle udnytte den første mulighed for at sikre sig grundspilssejren.

Bare 46 sekunder inde i tredje periode kunne piraterne dog få nerverne lidt under kontrol igen, da Peter Quenneville bragte sit hold foran med 2-1. Fire minutter senere gjorde Julian Jakobsen det også til 3-1, og det kom hjemmeholdet aldrig tilbage fra.

Godt midtvejs i tredje periode ramlede det i stedet fuldstændigt for sjællænderne, da Lasse Bo Knudsen først bragte Aalborg Pirates på 4-1, inden Tobias Ladehoff gjorde det til 5-1.

Fem minutter før tid fik Herlevs Benjamin Mauritzen ganske vist reduceret til 5-2, men det hjalp lige lidt, da Julian Jakobsen minuttet senere gjorde det til 6-2.

Aalborg Pirates har to kampe tilbage i grundspillet. Begge er på hjemmebane mod først Esbjerg og siden Frederikshavn, men efter aftenens sejr får de altså ingen indflydelse på piraternes placering.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden