Aalborg-sejr trods ny skade
Martin Larsen båret fra banen mod Skanderborg
Opdateret kl. 21:17
AALBORG: Martin Larsen blev føjet til den lange skadesliste, men Aalborg Håndbold præsterede alligevel at besejre Skanderborg 28-25 i fredagens ligakamp i Gigantium, hvor der var 3147 tilskuere.
Aalborg-cheftræner Nicolaj Jakobsen valgte fra start at spare 200 kamps jubilaren Håvard Tvedten og give pause på skift til Mads Mensah Larsen og Morten Slundt, men den unge duo Buster Juul og Nicolai Pedersen havde svært ved at løfte arven, ligesom tilbagevendte Martin Larsen var uheldig med sine afslutninger.
Trods 6-2 føring lykkedes det således ikke hjemmeholdet at rykke fra gæsterne i første halvleg, der endte 11-11, og hjemmeholdet måtte i halvlegens sidste minut vinke farvel til Martin Larsen, der blev båret ud med frygt for en ny korsbåndsskade. Han er først for nylig vendt tilbage, efter korsbåndet røg for knap et år siden.
Men med den femte stamspiller ude på grund af skader knyttede de øvrige spillere næverne endnu mere og bragte sig efter pausen foran 20-14 i en alternativ opstilling med stregen Niclas Barud som bagspiller.
17-årig imponerede
Den 17-årige højre fløj Christian Jensen var Aalborgs store positive overraskelse med fem scoringer.
Ellers trak stamspillerne Mads Mensah Larsen, Morten Slundt, Jacob Bagersted og Håvard Tvedten læsset, ligesom Richard Kappelin gjorde det godt i målet og i tilgift fik scoret til til 27-22 på et langt præcist udkast.
Morten Slundt blev topscorer med syv mål - det samme som Håvard Tvedten, der scorede fire af sine på straffekast.
Det hårdt belastede Aalborg-hold står nu foran fire kampe på 11 dage - i Ligaen på onsdag ude mod Team Tvis Holstebro, fulgt af to opgaver i Champions League, 13. oktober hjemme mod Hamburg og 16. oktober ude mod Gorenje Velenje, samt ligakamp 19. oktober hjemme mod Århus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.