Aalborg skyder travåret i gang

Racing Arena Aalborg har hele kavaleriet til start fredag

Søren Aaen
Alle de lokale topnavne stiller fredag til start på Racing Arena Aalborg. Arkivfoto: Ole Hindby
Ridesport 5. januar 2018 08:35

TRAV: Racing Arena Aalborg får fredag eftermiddag æren af at sætte væddeløbsåret 2018 i gang på de danske væddeløbsbaner. Racing Arena Aalborg kommer igen i 2018 til at spille en central rolle i dansk hestevæddeløbssport og byder i alt 34 gange henover året på væddeløb på højt niveau.

2018 er også året, hvor væddeløbssporten bliver herre i eget hus og igen kommer til at udbyde spil på danske løb. Et tæt samarbejde er indledt med svensk hestesport, hvilket betyder at der bliver attraktive fælles skandinaviske spillepuljer på samtlige løbsdage i 2018.

Årets første løbsdag byder på ni travløb, hvor alle de lokale profiler stiller til start. Flemming Jensen, Jeppe Juel og Peter Jensen var de tre nordjyske trænere, som i fjor trak de fleste overskrifter. Men netop som året gik på hæld, meldte Kent Friborg sig på banen med en hest, som kan blive særdeles spændende i de kommende måneder. Machiavelli hedder den svenskfødte og svenskejede vallak, som kan blive en ny reklamehest for Kent Friborg, der de sidste par år har levet en mere anonym tilværelse.

Fredag eftermiddag er Kent Friborg til start fire gange i Aalborg og sigter givet på en god sæsonindledning, hvor der kan være gode chancer til de egentrænede Crepe Suzette og Belladore, som har gjort flere gode indsatser uden at nå helt til tops.

Fredagens stævne skydes i gang kl. 15.30 og har ni velbesatte løb på programmet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...