Aalborg tager fabelagtig sejr i Frankrig
De franske mestre Dunkerque blev forsvaret ihjel søndag eftermiddag
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:17
DUNKERQUE: Aalborg Håndbold spillede en rigtig god og taktisk disciplineret kamp mod de franske mestre fra Dunkerque, som de formåede at slå hele 21-26
Aalborg Håndbolds angrebsspil var helt skidt i onsdagens kamp mod Århus, hvor de kun formåede at score tre mål i første halvleg.
Søndag skulle der kun gå fem minutter og 20 sekunder, før den statistik var tangeret. Og for at det ikke skal være løgn, så scorede Morten Slundt de første fire Aalborg-mål. Onsdag scorede han ingen i hele kampen.
Aalborg spillede fint i begge ender, og hvis ikke det var blevet til tre udvisninger, som brød rytmen i Aalborg-spillet, så havde de formentlig været foran ved pausen.
Ole Erevik stod fremragende i Aalborg-målet, og bidrog med syv redninger på de første tolv minutter. Han kunne dog ikke gøre noget ved, at Dunkerque alligevel fik scoret 13 gange, så pausestillingen var 13-13.
Meget symptomatisk for kampen, startede anden halvleg med en pragtredning fra Ole Erevik efter en Dunkerque-kontra, og to minutter senere var Aalborg foran med to kasser.
Halvlegen blev også symptomatisk ved, at dommerne gik straffe-amok. Syvmeter-stregen blev nærmest slidt væk. Heldigvis fortsatte succesen i Aalborg-målet, hvor Søren Westphal snuppede en enkelt, mens Ole Erevik pillede to straffekast.
I den anden ende af banen, spillede Aalborg klogt og tålmodigt, og det betød, at de kom frem til fine chancer, som blev omsat til scoringer de fleste af gangene.
Dermed kunne Aalborg Håndbold efter en taktisk disciplineret kamp tage hjem til Danmark med en måske lidt overraskende sejr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.