Aalborg Vikings kæmpede forgæves
Det lignede længe sæsonens første sejr til nordjyderne, som alligevel måtte se sig slået i overtiden
Opdateret kl. 21:29
VÆRLØSE: Onsdag aften kunne Aalborg Vikings give debut til holdets nye amerikanske duo i Værløse, hvor nordjyderne jagtede sæsonens første ligasejr.
Guarden Trey Sumler og forwarden Javorn Farrell tegnede sig samlet set for 40 point, men det var ikke nok til at sikre tiltrængt succes til hårdtprøvede Aalborg Vikings.
Værløse vandt kampen 85-75 efter overtid, og aalborgenserne er dermed stadig uden sejr i Basketligaen.
Førte ved pausen
Første periode blev en tæt affære, hvor hjemmeholdet midtvejs var nede med 4-8. Værløse fik dog hurtigt arbejdet sig tilbage i kampen, og efter de første ti minutter var stillingen 20-19 til hjemmeholdet. Aalborg Vikings var dog ikke til at hægte af, og aalborgenserne fik overhalet hjemmeholdet i slutningen af anden periode, hvorfor pausestillingen var 31-34.
Værløse fik generobret føringen midt i tredje periode ved stillingen 44-43, og derefter gik det skævt for aalborgenserne, der var nødsaget til at tage timeout med to minutter tilbage af perioden, hvor hjemmeholdets føring var vokset til 52-46. Efter tredje perioden var stillingen 55-48 til Værløse.
Aalborg Vikings havde dermed 10 minutter til at indhente syv point, hvis sæsonens første gevinst skulle blive en realitet. Med godt to minutter tilbage på uret tippede kampen igen til gæsternes fordel ved stillingen 65-66, og 26 sekunder før slutfløjtet var de to hold helt lige. Stillingen 67-67 var intakt ved periodens udløb, og fem minutters overtid skulle derfor afgøre kampen. Her dominerede Værløse, som endte med at vinde opgøret med 85-75.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.