Gør noget andet end København: Politiet var talstærkt til stede
Krystalnatten blev markeret i Aalborg - ved højtideligheden blev 1400 lys for ofre i Israel tændt
Opdateret 12. december 2023 kl. 12:57
Torsdag aften var det 85 år siden, at næsten 7500 jødisk ejede forretninger blev ødelagt, og cirka 200 synagoger blev sat i brand i Nazityskland i det, der siden er blevet kaldt Krystalnatten.
Krystalnatten markeres fortsat for at sætte fokus på antisemitisme og jødehad.
Og netop i år har Krystalnatten fået ekstra opmærksomhed og betydning, da aftenen også benyttes til at mindes den militante islamistiske bevægelses angreb på Israel 7. oktober.
I Aalborg blev Krystalnatten markeret med en højtidelighed foran Budolfi Kirke.
Der var musik, fællessang, taler, og så var der tændt 1400 lys til minde om de 1400 israelske ofre i forbindelse med Hamas' angreb.
Der blev blandt andet sunget den israelske nationalsang og et par andre jødiske sange.
"Hovedtaleren" var digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre (V). Hun havde ryddet kalenderen og var taget til Aalborg. Hun læste Søren Gades (V) officielle tale op, som han selv holdt ved et lignende arrangement i København.
Udover Marie Bjerre talte blandt andre Vibeke Gamst, der er regions- og byrådspolitiker for De Konservative, Henrik Chievitz, der er formand for Fælleskomitéen for Israel, og Nick Hansen, der er leder af den Internationale Kristne Ambassades danske afdeling.
Der var fakler foran kirken og masser af israelske flag.
På grund af situationen i Israel var politiet talstærkt tilstede ved arrangementet, der ifølge indsatslederen talte små 200 deltagere.
Eneste forseelse, der forstyrrede deltagerne ved arrangementet, var et Wolt-bud på en ulovlig knallert, der brød stilheden. Vedkommende blev dog stoppet af politiet, fik en bøde og måtte trække knallerten derfra.
Uden flag og sang i København
I København havde Det Jødiske Samfund i Danmark arrangeret et fakkeloptog, men havde på forhånd bedt om, at det kom til at foregå uden flag og uden kampråb af nogen slags.
- Vi har ingen intentioner om, at det her skal handle om konflikten i Mellemøsten. Men vi vil selv overlade det til deltagerne, hvilken lære de vil drage af Krystalnatten, siger Michael Rachlin, der er kommunikationsansvarlig for Det Jødiske Samfund i Danmark til Ritzau.
Arrangementet i Aalborg var stablet på benene af Ulrik Flinta, der er præst i Solsidekirken, sammen med blandt andre Aalborg Menighedscenter, Aalborg Citykirke, Apostolsk Kirke Aalborg, Nordjyske venner af Israel, Fælleskomitéen for Israel og ICEJ Danmark.
Og Ulrik Flinta syntes, at det var helt fint med israelske flag foran Budolfi Kirke.
- Jeg kan godt forstå, at de har valgt at gøre det på den måde i København, hvor der har været meget opmærksomhed omkring situationen i Israel. Men det har ikke fået os til at ændre på den måde, vi gør det på, siger Ulrik Flinta.
- Og det understreger bare, at det stadig er relevant at huske på Krystalnatten og det, der sker i Israel, tilføjer han.
Torsdag aften var det første gang, at Hamas' angreb på Israel 7. oktober blev markeret fra israelsk side. Tidligere har der været flere demonstrationer fra palæstinensisk side, hvor man gør opmærksom på forholdene i Gaza og på Vestbredden, som især børnene lever under.
Natten mellem den 9. og 10. november i 1938 blev cirka 7500 forretninger ødelagt, op imod 200 synagoger blev sat i brand, 91 blev dræbt, og mere end 25.000 velhavende jøder blev interneret i koncentrationslejre i Nazityskland. Som straf for attentatet blev de tyske jøder pålagt at betale 1 milliard Reichsmark til staten.
Navnet henviser til de store mængder af glas fra de knuste butiksruder, der lå i natten og glimtede som krystaller.
Begivenhederne blev udløst af et drab i Paris nogle dage forinden. En 17-årig jøde myrdede en tysk diplomat, i protest imod at hans familie var udvist af Tyskland. Nazisterne brugte drabet til at fyre op under jødehadet.
Kilde: Den Store DanskeFå adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.