15-årige begik røverisk overfald - nu er de dømt
Et halvt års fængsel til de tre og syv måneder til den sidste, fordi han også truede et vidne
AALBORG: Tre ud af fire drenge i alderen 15 til 16 år er alle blevet idømt et halvt års fængsel - heraf de fem måneder betinget for et voldeligt overfald på en jævnaldrende person. Den fjerde af de tiltalte fik syv måneders fængsel heraf de to ubetinget.
Dommen faldt ved Retten i Aalborg, hvor de fire var tiltalt for et voldeligt forsøg på røveri 13 februar i år kort før klokken 16 mod en jævnaldrende person, der med spark på kroppen og trusler blev forsøgt frarøvet en taske.
Det mislykkedes dog, fordi det lykkedes offeret at stikke af, selv om en af de tiltalte forsøgte at sparke benene væk under ham.
Det fortæller anklager Lotte Nielsen fra Nordjyllands Politi.
De tre af de fire drenge var alle på gerningstidspunktet kun 15 år gamle, mens den fjerde var 16.
En af de 15-årige blev også dømt for trusler mod et vidne i sagen ved via Snapchat at have kaldt ham for en "snitch" - altså sladderhank og ved at skrive, at det ville komme til at gå ud over ham selv, hvis vidnet fortalte yderligere i sagen.
På grund af de fire tiltaltes unge alder blev de alle dømt til at få deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
- Det betyder, at deres sag bliver taget op af Ungdomskriminalitetsnævnet, som er en institution, der er udsprunget af Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og hvor der blandt andet sidder en juridisk dommer og også en socialrådgiver fra kommunen, forklarer anklageren.
Der kan derfor komme tiltag overfor de unge, der gerne skulle få dem væk fra deres lidt tidlige indtræden i det kriminelle miljø.
En af de fire unge fik også en advarsel om udvisning i tilfælde af, at den kriminelle løbebane fortsatte ufortrødent.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.