16-årig påkørt - bilist stak af fra ulykkesstedet
Politiet vurderer sag til at falde ind under bestemmelserne om vanvidskørsel
Opdateret kl. 10:46
En 16-årig dreng, der kom trækkende med sin knallert på en vej ved Gandrup, blev omkring midnat natten til lørdag kørt ned af en bilist. Nordjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 00.01. Knalleristen er udenfor livsfare, men fik ved påkørslen alvorlige skader på sine ben, og bilisten stak af fra ulykkesstedet.
Det oplyser vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi.
- Vi sendte straks patruljer afsted - blandt andet også hundepatruljer for at lede efter bilisten. Vi fandt hans bil parkeret 400-500 meter fra det sted, hvor han havde påkørt den 16-årige, og herfra var han stukket af. Men via lidt skrivebordsresearch på bilen fandt vi frem til en 31-årig mand, som blev anholdt og lige nu ligger til afrusning i detentionen hernede under, fortæller vagtchefen lørdag morgen fra politigården.
Politiet ser meget alvorligt på påkørslen.
- Den hypotese, vi arbejder ud fra, er, at der er tale om en forsætlig påkørsel. Den 31-årige, som vi fik anholdt ved 01-tiden, er fra lokalområdet, og han var påvirket af spiritus eller andet rusmiddel, og der er udtaget blodprøve til bestemmelse promille eller indhold af narko i blodet, lyder det fra Thomas Ottesen.
De to involverede - den 16-årige og den 31-årige - kender ikke umiddelbart hinanden.
Vagtchefen oplyser, at politiets vurdering er, at den kørsel, som den 31-årige har foretaget, falder ind under vanvidskørsel.
- Han har ifølge vores vurdering kørt særligt hensynsløst, og vi vurderer også, at påkørslen er forsætlig. Samtidig har han været påvirket og flygter fra et gerningssted, hvor der er alvorlig personskade. Så der venter ham en række sigtelser, når han vågner op i detentionen, siger vagtchefen.
Man kan blandt andet blive sigtet for vanvidskørsel, hvis man har kørt spirituskørsel med en promille over 2,0, hvis man udviser særlig hensynsløs kørsel, hvis man med vilje forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, eller hvis man uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder.
Politiet har beslaglagt den 31-åriges bil, og en bilinspektør har været tilkaldt for at undersøge bilen og omstændighederne ved uheldet.
-Her i formiddag skal vores jurister vurdere, om der skal ske fremstilling af den 31-årige i grundlovsforhør, oplyser Thomas Ottesen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.