17-årig røvede tilfældig ved busstoppested: Stak en kniv i låret på røverioffer

En ung mand er dømt for to grove røverier mod tilfældige personer

Genrefoto <i>Lars Pauli</i>

Genrefoto Lars Pauli

AALBORG:En 17-årig ung mand er blevet idømt to års fængsel for to grove røverier mod tilfældige personer på gaden.

Det ene gik ud over to mænd ved et busstoppested i Nørresundby og endte med knivstikkeri, og senere var den 17-årige sammen med tre andre unge mænd, da de røvede to tilfældige i Karolinelund.

Overfaldet ved busstoppestedet i Nørresundby skete 8. marts sidste år lige efter midnat. Her overfaldt den 17-årige to tilfældige mænd, der stod og ventede på bussen.

Her truede han de to mænd med en kniv, og fik dem til at udlevere en tegnebog og en pakke cigaretter. Røveriet udviklede sig herefter dramatisk.

Da bussen kom, forsøgte de to mænd nemlig at stikke af ved at løbe ind i bussen - men den 17-årige fulgte efter. Inde i bussen opstod der tumult, og han stak en af mændene i låret med kniven, fortæller anklager Torben Kauffmann.

Fire dømt for røveri i Karolinelund

Udover overfaldet ved bussen i Nørresundby blev den 17-årige, sammen med tre andre, også dømt for et røveriforsøg i Karolinelund.

Røveriet skete 30. november, hvor to andre mænd blev truet med en kniv til at udlevere noget "røg".

Truslerne virkede dog ikke, og i stedet opstod der tumult der endte med, at de to unge mænd blev slået, og en af dem blev snittet overfladisk i maven med kniven.

For det røveriforsøg er en 15-årig dreng og en 17-årig mand blevet idømt seks måneders fængsel, hvoraf de fire måneder blev gjort ubetinget, mens en 18-årig mand fik en behandlingsdom.

Udvist i 12 år

Den 17-årige mand blev også dømt for vold mod en pædagog samt for tyveri, og udover to års fængsel, blev han udvist af landet i 12 år, fortæller Torben Kauffmann.

Straffen er en fællesstraf, da han i forvejen havde otte måneders reststraf fra en tidligere sag om afpresning.

Den 17-årig har anket dommen, mens de tre andre mænd alle har modtaget deres domme.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.