18-årig amok til firmafest - tjener nikket en skalle
For meget alkohol førte til vold mod personale og gæst ved firmafest
GATTEN:En 18-årig mand, der var til firmafest på Himmerland i Gatten, havde tilsyneladende fået så meget at drikke, at han ikke kunne styre sig.
I hvert fald endte firmafesten for ham med en tur i detentionen på politigården i Aalborg.

Arkivfoto: Michael Koch
Det oplyser vagtchef Lau Larsen, Nordjyllands Politi.
- Vi fik meldingen om voldsepisoden klokken 02.22 natten til søndag. Den 18-årige havde nikket en tjener på stedet en skalle, og en anden gæst ved firmafesten fik sig også nogle knubs. Der var dog ikke tale om alvorlig personskade, men vi sendte en patrulje til stedet for at afhente den 18-årige, der blev anbragt i detentionen, forklarer Lau Larsen.
Den unge mand skulle lige afruses, derefter blev han afhørt om, hvorfor firmafesten endte så voldsomt for ham og de øvrige implicerede, og så blev han løsladt med en sigtelse for vold hængende over hovedet.
Udover den 18-årige lå der søndag morgen yderligere tre personer i detentionen på politigården dels for beruselse, dels for overtrædelse af restaurationsloven, oplyser vagtchefen.
Også de tre bliver løsladt, når de bliver ædru og er blevet afhørt af politiet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.