18-årig kvæstet efter kontakt med politiet
Vidner efterlyses efter episode i Aalborg natten til søndag
Opdateret kl. 10:45
En ung mand kom i weekenden alvorligt til skade, da han var i kontakt med politiet i Jomfru Anes Gård i Aalborg.
Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, i en pressemeddelelse.
Myndigheden beder om kontakt med vidner, der så episoden. Den fandt sted cirka klokken to natten til søndag.
Også hvis folk har optagelser med lyd eller video fra hændelsen, er efterforskerne i Politiklagemyndigheden interesseret.
Umiddelbart har DUP ikke oplyst om karakteren af den kontakt, der skete. Man oplyser kun, at der var tale om "en politiforretning".
Den unge mand er uden for livsfare. Det oplyser Politiklagemyndigheden til Ritzau tirsdag formiddag.
I øvrigt skal DUP også klarlægge den del af forløbet, som ledte op til betjentes kontakt med den 18-årige. Det har Statsadvokaten i Viborg bestemt, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det var Nordjyllands Politi selv, der søndag klokken 11 kontaktede DUP om sagen.
Efter loven skal politiet overdrage sager, hvor borgere dør eller kommer alvorligt til skade under kontakt med politiet, til DUP.
Ordningen er indført for at sikre, at politiet ikke undersøger sig selv.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.