18-årig nordjyde sigtet for besiddelse af to kilo amfetamin
Den unge mand varetægtsfængslet i grundlovsforhør bag lukkede døre
AALBORG: En 18-årig nordjyde er onsdag formiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger - frem til 29. marts.
Han er sigtet for sammen med to andre at have sat sig i besiddelse af to kilo amfetamin og 450 ecstasypiller 26. juni i fjor.
Det oplyser specialanklager Kim Kristensen fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.
Politiet har efterforsket sagen i nogen tid, og tirsdag formiddag blev den 18-årige så anholdt på en adresse udenfor Nordjylland.
Det er sparsomt med detaljer fra sagen, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
Men af sigtelsen fremgik det, at den 18-årige mand er sigtet efter straffelovens paragraf 191, der under normale omstændigheder har en strafferamme på op til 10 års fængsel.
- Han nægter sig skyldig, men accepterede Rettens kendelse om varetægtsfængsling, oplyser Kim Kristensen.