18-årig så sig sur på politibil - nu kan han forvente en tur i retten
Ung mand sparkede til patruljevogn og råbte ad betjente
AALBORG: Motivet må stå hen i det uvisse - for den unge mand nægter at kende noget som helst til de sigtelser, han nu står over for.
Men faktum er, at en 18-årig mand blev anholdt ved fire-tiden natten til søndag.
Her havde en patrulje fra Nordjyllands Politi parkeret politibilen, hvor Jomfru Ane Gade møder Ved Stranden. Betjentene patruljerede til fods i Gaden, og imens kunne vagtcentralen se på videoovervågningen, at en ung mand først slog med flad hånd på politibilen.
- Det skete der ikke umiddelbart noget ved, og han gik lidt væk. Men så vendte han om og sparkede først på kofangeren og på bildøren, så der kom en bule, fortæller vagtchef Mads Hessellund.
Betjentene blev dirigeret hen til unge mand, som ifølge vagtchefen var opfarende og kom med ukvemsord. Han blev derfor anholdt.
- Han er nu sigtet for hærværk og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved fornærmelig optræden, fortæller Mads Hessellund.
Den 18-årige blev taget med på stationen. Han blev løsladt søndag ved ni-tiden men er altså fortsat sigtet og kan forvente et retsligt efterspil og et erstatningskrav for den bulede politibil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.