Vanvidskørsel

19-årig i vanvidskørsel - uden kørekort

Nordjyllands Politi søger vidner

Nordjyllands Politi fik bragt 19-årig vanvidsbilist til standsning efter kort biljagt i Aalborg torsdag aften. Arkivfoto: Michael Koch

Nordjyllands Politi fik bragt 19-årig vanvidsbilist til standsning efter kort biljagt i Aalborg torsdag aften. Arkivfoto: Michael Koch

AALBORG:En 19-årig mand uden kørekort sidder i disse timer og damper af hos Nordjyllands Politi i Aalborg, mens ordensmagten overvejer, om han skal stilles for en dommer og sigtes for at sprede skræk og rædsel med vanvidskørsel i Aalborg torsdag aften.

Det oplyser vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi fredag morgen.

Politiet søger vidner til den 19-åriges vanvidskørsel, da han torsdag aften ved 20.30 tiden i en mørk VW Passat blev eftersat af en politipatrulje. Under den efterfølgende biljagt forsøgte den unge mand i høj fart at køre fra politiet ad Vesterbro og Kong Christians Allé, før han blev bragt til standsning på Hasserisvej i Aalborg.

Her viste det sig, at han ikke har et kørekort, ligesom han er sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand, så han blev anholdt og taget med på stationen.

Under biljagten var den 19-årige flere gange ovre i den modsatte vognbane, ligesom han også kørte over for rødt lys. Flere biler måtte undvige for ikke at blive ramt af den mørke personbil, og det er blandt andet førerne af de biler, politiet gerne vil høre fra på telefon 114.

- Vi vil gerne høre, hvad de oplevede. Der er ikke nogen, der har henvendt sig endnu, oplyser Torben Larsen.

Det er nu op til politiets jurister at vurdere, om den 19-årige skal fremstilles i grundlovsforhør for at bringe andre menneskers liv i fare med sin kørsel.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.