2 millioner til gældsrådgivning

Boligforening og hjælpeorganisation går sammen om nyt initativ

For megen gæld og for lidt penge? Fremover er der måske hjælp at hente i en ny rådgivning i Aalborg. Arkivfoto

For megen gæld og for lidt penge? Fremover er der måske hjælp at hente i en ny rådgivning i Aalborg. Arkivfoto

AALBORG:Fremover kan man få hjælp til få styr på sin økonomi via en ny gældsrådgivning, som Vivabolig i Aalborg opretter i samarbejde med Landsforeningen for Børn og Forældre (LFBF) samt Aalborg Kommune, Mandecentret, SIND-skolerne og Kildehuset.

Pengene til rådgivningen kommer fra en pulje, som regeringen har afsat til formålet, og Vivabolig har fået tilsagn om et tilskud på 2 mio. kroner.

- Jeg glæder mig over, at vi nu får styrket den frivillige gældsrådgivning, som er til stor hjælp for udsatte mennesker, der er havnet i en gældsspiral. Vi ved fra mange undersøgelser, at gæld er en tæt følgesvend til for eksempel hjemløshed, misbrug og andre former for udsathed. Og det er vigtigt at arbejde forebyggende og have fokus på særlige målgrupper som unge med en begyndende spillegæld, siger social og indenrigsminster Astrid Krag (S) til en pressemeddelelse,

Ifølge Vivabolig skal rådgivningen udføres af frivillige med socialfaglig og socialjuridisk baggrund fra LFBF, og den kan både foregår i boligforeningens mange afdelinger i Aalborg og omegn eller hjemme hos borgerne selv, hvis de er mere trygge ved det.

- Når et menneske står overfor en livskrise, kan det gøre hverdagen - og dermed også ens økonomi - svær at overskue. Det kan blive en ond spiral, da problemer i økonomien kan forstærke den krise, man allerede står i. Derfor er vi meget glade for vores nye samarbejde med blandt andre Vivabolig, hvor vi kan tilbyde en mere tværprofessionel rådgivning i et meget større omfang end hidtil, fortæller Morten Secher fra LFBF.

Samarbejdet mellem hans forening og Vivabolig er kommet op at stå, fordi LFBF har lejet sig ind i de ledige erhvervslokaler i stueetagen af det tidligere Park Hotel, som Vivabolig i øjeblikket er ved at omdanne til studieboliger og kollegieværelser. Og direktør i Vivabolig Lotte Bang kunne straks se perspektiverne.

- Projektet understøtter noget af det, vi vægter meget højt i Vivabolig, nemlig at kunne hjælpe dem, der har det svært i tilværelsen. Samtidig er det med til at udvikle vores arbejde med de 17 verdensmål, der særligt handler om sundhed og trivsel samt bæredygtige byer og lokalsamfund. Det er et spændende projekt og vi glæder os til at komme i gang, siger hun.

Der findes i forvejen en række gældsrådgivninger i Aalborg for eksempel i regi af Forbrugerrådet Tænk, Frelsens Hær og Cafe Parasollen, og planlægningen af det nyeste skud på stammen starter for alvor efter sommerferien.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.