21-årig faldt i fjorden: Reddet af forbipasserende
Heldigt, at forbipasserende opdagede den unge mand i vandet - ellers var han formenlig død, siger vagtchef hos politiet
Opdateret kl. 13:01
AALBORG: En 21-årig mand var særdeles heldig natten til fredag ved 03-tiden, da han faldt i vandet i Limfjorden ud for fabriksbygningerne ved den tidligere spritfabrik i Aalborg.
En forbipasserende 22-årig kvinde hørte nemlig manden, der lå i fjorden og kæmpede for at komme op igen, og hun og en veninde fik den 21-årige bugseret op på kajen.
Den unge mand kunne ikke huske noget om, hvorfor han var faldet i vandet. Han havde dog været i byen og var noget beruset.
- Han var meget afkølet og måtte have adskillige tæpper om sig for at få lidt farve i kinderne igen. Han blev kørt på Aalborg Universitetshospital til et tjek, fortæller vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.
Han kalder den 21-årige for heldig.
- Hvis ikke den forbipasserende havde opdaget den 21-årige i vandet, var den 21-årige formentlig død. Så underafkølet som han var kunne han nemt være gået i krampe og så ville han formentlig være blevet trukket ned under vandet og druknet, siger Per Jørgensen.
Vagtchefen roser den forbipasserende for snarrådighed og for formentlig at have reddet den 21-åriges liv.
Nogle timer tidligere havde politiet også været kaldt til Limfjordsbroen, hvor en 36-årig mand havde truet med at springe i fjorden. En forbipasserende alarmerede politiet og fik talt manden fra sit forehavende.
Den 36-årige var beruset og blev derfor i første omgang anbragt i detentionen, før han i løbet af i dag ifølge vagtchefen skal tale med en psykolog.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.