24-årig dømt for stribe indbrud og hæleri for flere hundrede tusinde
Retssag mod to yngre nordjyder måtte deles, da en af mændene for tredje gang udeblev fra retssagen
AALBORG: En retssag, hvor to mænd på 25 og 24 år stod tiltalt for i alt 15 indbrud og indbrudsforsøg, måtte skilles i to sager, da den ene af de to mænd - den 25-årige - for tredje gang udeblev fra retssagen.
Derfor valgte retten at dele sagen op, så den 24-årige, der var mødt frem til sagen, kunne få sin dom.
De mange indbrud er foregået i tidsrummet fra 5. december 2016 frem til sidst i oktober 2017.
Dømt for indbrud og hæleri
Det endte med, at den 24-årige blev dømt for indbrud og indbrudsforsøg i fire af de 13 sager, hvor de to begge var tiltalt. Der var tale om indbrud i en villa i Stae, et indbrudsforsøg i Vester Hassing, et indbrud i Vester Hassing og endelig et indbrud i Højslev.
Den 24-årige erkendte de tre første forhold – alle begået 11. oktober 2017 - hvor der blev stjålet elektronik og musikanlæg til en værdi af over 60.000 kroner. Han nægtede indbruddet i Røgind ved Højslev14. juni 2017, hvor der blandt andet blev stjålet musikanlæg, smykker og kamera for op mod 150.000 kroner.
Den 24-årige blev dog dømt for det forhold også, da hans fingeraftryk blev fundet i boligen i Røgind.
Derudover blev han dømt for anklagemyndighedens subsidiære påstand - hæleri - i de øvrige ni forhold.
Leder efter den 25-årige
- Selv om den 24-årige delte adresse med den 25-årige, kunne vi ikke bevise, at den 24-årige havde været med til at begå indbruddene, men vi kunne bevise, at han havde boet på samme adresse som den 25-årige og havde været i besiddelse af flere af tyvekosterne, så derfor blev han dømt for hæleri, forklarer anklagerfuldmægtig Christian Jacobsen.
Dommen lød på fire måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer.
Den 24-årige, der havde en tidligere bødestraf for tyveri, modtog dommen.
I forhold til den 25-årige, der udeblev fra sagen, så skal politiet nu forsøge at få ham anholdt, så sagen mod ham kan blive afviklet.