Voldtægtsforsøg

26-årig tilstod: Mødte kvinde på gaden og ville voldtage hende

Den 26-årige mand er tidligere dømt for voldtægt

Pressefotograf Michael Bygballe

AALBORG: Den 26-årige Kamal Nafie er tirsdag blevet idømt tre års fængsel efter et voldtægtsforsøg på et parkeringsareal ved Sygehus Nord om natten 12. september.

Det er ikke første gang, den 26-årige mand er dømt for et seksuelt overfald - i 2019 blev han dømt for en voldtægt i Aalborg.

Det oplyser anklager Eva Madsen.

Manden var altså prøveløsladt, da han 12. september omkring klokken 04.15 tog kontakt til den 19-årige kvinde der gik på Vesterbro, og fik hende lokket med over på parkeringsarealet ved Sygehus Nord under påskud af, at han havde brug for hjælp.

Her tog han fat i kvindens arm og trak hende hen til et buskads og sagde: "Jeg har lyst til sex med dig." Det lykkedes dog kvinden at vriste sig fri og stikke af og efterfølgende anmelde voldtægtsforsøget til politiet.

Manden blev efterfølgende efterlyst af politiet, og 28. september kunne politiet så anholde ham. Han blev varetægtsfængslet dagen efter.

Tilstod alt

Den 26-årige tilstod det hele, da han sad på anklagebænken i Retten i Aalborg.

Han forklarede, at han mødte den unge kvinde på gaden og fik lyst til sex med hende. Og han forklarede også, at han trak hende over i buskadset for at voldtage hende, oplyser anklager Eva Madsen.

Han er fortsat varetægtsfængslet efter dommen, som han valgte at modtage.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden